Overgang til Mit-ID møder modstand

Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen og Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark præsenterer Danmarks nye digitale ID, MitID, på et pressemøde i Digitalstyrelsen i København, onsdag den 6. oktober 2021.

Skrevet af

15. februar 2022

kav@radio4.dk

kav@radio4.dk

Inden d. 30. juni i år er NemID fortid, mens MitID overtager som den nye generation af log-in til digitale selvbetjeningsløsninger såsom netbank og eboks.

Men det er ikke alle, der er lige begejstrede ved tanken om at overgå til MitID – og nogle vil faktisk helst være fri.

En af dem er Isabella Nastassja Kaufmann på 35 år.

”Hvis jeg kan vælge ikke at få det, så gør jeg det. Hvis jeg skal tvinges i det og enten melde mig helt ud af det digitale system eller have MitID, så overvejer jeg at melde mig ud fuldstændig og så tage de konsekvenser”, siger hun til Radio4 Morgen.

Hun ved godt, at det vil få konsekvenser for hende:

”Mit liv ville nok egentlig blive lidt mere besværligt på en masse områder. Hvad hvis min kropsterapeut ikke tager imod kontanter, og hun ikke har mobilepay for eksempel”, siger hun.

Isabella er en af 7000 medlemmer i facebookgruppen ‘Fælles front imod MitID’.

Hør interviewet med Isabella Nastassja Kaufmann her:

Men der er ikke nogen grund til at være bekymret. Det mener Jens Myrup Pedersen, der er professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet.

”Det er en mere sikker løsning, som gør det sværere at misbruge”, siger han til Radio4 Morgen.

Det er vigtigt, at vi har en god måde at identificere os på rent digitalt, understreger han:

“Det er rigtig vigtigt, så vi kan være sikre på, at dem der skriver under på dokumenter rent faktisk er dem, de siger de er, hvad enten det handler om banken eller det offentlige eller andre steder. Det er vigtigt, at vi har et digitalt system, som vi har tillid til, og der har NemID jo haft nogle svagheder med nøglekort, der er blevet kopieret eller stjålet og med passwords, der bliver enten genbrugt eller der er nogle der finder dem. Det er nogle af de svagheder, som MitID gør op med”, siger hun til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med Jens Myrup Pedersen, professor i cybersikkerhed ved Aalborg Universitet, her:

Det er ikke mange, der ikke ønsker at overgå til MitID.

”Bankerne får mange henvendelser om MitID og hjælper dagligt kunderne med at få det. Det er ganske få, der giver udtryk for, at de slet ikke ønsker at få MitID”, siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark, til Radio4. Finans Danmark  er en interesseorganisation for bank, realkredit, kapitalforvaltning, værdipapirhandel og investeringsfonde i Danmark, og det er netop dem, der sammen med Digitaliseringsstyrelsen står bag MitID

Men hvis du vil på netbank eller bruge mobilepay efter d. 30. juni i år er der ingen vej uden om. Så er du nødt til at overgå til MitID.

“Det står dem frit for at vælge MitID fra. Det er ikke et krav, at man skal have MitID, men NemID bliver udfaset. Det betyder, at hvis man har NemID i dag og gerne vil fortsætte med at betjene sig selv på nettet, så skal man have MitID”, siger Michael Busk-Jepsen.

Adam Lebech, der er vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, understreger også, at den nye løsning med MitID er sikker:

“Langt de fleste er meget trygge ved at anvende NemID-nøgleappen, og det er jeg også sikker på, at de fleste skal blive ift. MitID, der virker grundlæggende på samme måde. Hvis man ikke ønsker at bruge en app, så kan man bruge en kodeviser, som virker lidt ligesom nøglekort. Men de fleste synes, det er praktisk at bruge deres telefon. MitID er en offentlig løsning, hvor man i Folketinget har reguleret hvordan kan vi beskytte borgerne bedst muligt og på den måde adskiller det sig fra NemID, der er ejet af en privat virksomhed”, siger han til Radio4 Morgen.

Man skal derfor ikke være bekymret for, at ens data bliver delt med nogen:

“Ens oplysninger bliver ikke delt med nogen, og på den måde ligner det nemID. Det eneste man sikrer er, at folk er dem, de siger de er. Og det er det vigtige ift. at kunne logge på netbank eller det offentlige; man er nødt til at identificere sig. Ens data er beskyttet, og de ligger i Danmark, og på den måde kan man være helt tryg ved at bruge MitID”, siger han.

Hør interviewet med Adam Lebech, der er vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen her:

Udover facebookgruppen Fælles Front Imod MitID med 7000 medlemmer findes borgerforslaget ‘Nej tak til MitID’, som har over 4000 underskrifter.

Per 1. februar har cirka 1,9 millioner NemID-brugere taget det nye MitID i brug. Dermed følges planen om, at fem millioner NemID-brugere skal have MitID inden sommeren 2022.

Afspiller nu

COMEDY-KONTORET

00:00
00:55