Nyhedsartikel

Pape: Eksmand arrangerede møder med dominikanske politikere

Jacob Grosen & Simon Sandemand
sks@radio4.dk

De stærkt omdiskuterede møder mellem danske ministre og en række toppolitikere fra Den Dominikanske Republik var arrangeret af Søren Pape Poulsens eksmand inden afrejsen. Det oplyser den konservative statsministerkandidat nu i et længere interview med Radio4.

Efter flere ugers alvorlig kritik af Søren Papes Poulsens tavshed omkring indholdet af møder med ministre og præsidenten i Den Dominikanske Republik forklarer den konservative leder nu mere om baggrunden for møderne. I et længere interview med Radio4 slår han fast, at det tilbage i 2018 var eksmanden, Josue Medina Vasquez Poulsen, der fik ideen til møderne mellem de tre danske ministre og de dominikanske toppolitikere.

“Altså, havde det ikke været min ægtefælle, som havde arrangeret møderne, så var det nok også kommet anderledes i stand. Han kender rigtig mange i hele det system. Han siger: ‘I skal da møde de her mennesker, når I nu alligevel er der’. Det meldte han så ind og så kom møderne i stand,” forklarer den konservative statsministerkandidat til Radio4.

Hør hele interviewet med Søren Pape Poulsen i en specialudgave af Radio4s politiske magasin Mandat her:

Ekstra Bladet og Jyllands-Posten har i flere artikler beskrevet, hvordan den konservative partiformand på en privat ferie i 2018 sammen med partifælle Mai Mercado og Inger Støjberg mødtes med repræsentanter fra den dominikanske regering uden om det officielle diplomati. Det uofficielle møde har nu fået Socialdemokratiet til at kræve en skriftlig orientering omkring indholdet og baggrunden for møderne.

“Vi havde nogle høflighedsmøder, som jeg vil kalde dem. Der taler man lidt om vores land og deres land, og hvordan vi gør tingene i Danmark. Det var på det niveau,” forklarer Søren Pape Poulsen til Radio4.

I interviewet bekræfter Pape desuden, at mødet med de dominikanske toppolitikere var arrangeret af eksmanden i god tid inden afrejsen til landet, og at de derfor havde mulighed for at medtage ekstra pænt tøj på ferierejsen.

“Han havde jo sagt, at han ville forsøge at sætte de her møder op, og at vi kunne møde præsidenten. Så tager man jo pænt tøj med og kommer ikke i sine badebukser. Det gør man jo bare ikke,” siger han.

Søren Pape Poulsen afviser i interviewet at mødedeltagerne skulle have økonomiske interesser i, at møderne fandt sted, eller at der har været diskuteret emner af udenrigspolitisk karakter. Alligevel erkender den konservative statsministerkandidat, at møderne ikke burde have fundet sted.

”Det var en tanketorsk. Havde det ikke været min mand, der sagde, at vi skulle møde disse typer og fik arrangeret møderne, så havde man nok ikke gjort det. Det kan jeg også godt se. Det skulle jeg selvfølgelig ikke have gjort,” siger Søren Pape Poulsen til Radio4.

Søren Pape Poulsen agter fortsat at orientere udenrigsminister, Jeppe Kofod, mundtligt om rejsen til Den Demokratiske Republik.

Læs også

29.11.23

Udbredt mistanke om matchfixing hos håndboldspillere

Flere landsholdsspillere fra Danmark, Norge og Sverige tror, at de har deltaget i manipulerede håndboldkampe. Flere af de bedste håndboldspillere fra Danmark, Norge og Sverige har en mistanke om, at de på et tidspunkt har været involveret i kampe, der har været udsat for matchfixing. Det svarer de i en rundspørge, som DR har foretaget…

Læs mere
28.11.23

Sårede betjente og kvinder med samlejesmerter er på finansloven

En række mindre tiltag er på finansloven, som mandag blev indgået med historisk bredt flertal. Hjælp til sårede betjente og til skoleskibet Georg Stage samt til kvinder, som har ondt ved samleje. De elementer er på finansloven for næste år. Folketingspartierne har hver især kæmpet for en række mindre tiltag, som ikke fylder så meget…

Læs mere
27.11.23

Stormflod forgiftede Jens’ skibsværft

Stormfloden i oktober har hvirvlet gammel forurening op fra havbunden og forgiftet Jens Roligheds skibsværft på Stevns i så alvorlig grad, at han ikke kan arbejde der. Og det er et stigende problem. Jens Rolighed, der har et skibsværft ved Rødvig Havn, kan stadig ikke arbejde efter den stormflod, der ramte Danmark i oktober. Men…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet