Mediegiganten Podimo fortæller nu til RADIO IIII, at de ikke ønsker nogen form for debat med offeret for Podimo-værten Sisse Sejrs stalking.
Podimo ønsker ikke at indgå i nogen form for debat med offeret for Sisse Sejrs stalking.
Det oplyser Podimo til RADIO IIII.
- Da vi ikke ønsker at være i hverken direkte eller indirekte debat med offeret, og vi respekterer hendes beslutning om ikke at kommentere på podcasten, kan vi derfor ikke kommentere på Annas kritik.
Udtalelsen kommer i forbindelse med at kommunikationsrådgiver Anna Thygesen i Morgen på RADIO IIII skulle uddybe sin kritik af Podimos nye program “Nedsmeltning med Sisse Sejr”.
Her skulle Sisse Sejr ifølge Podimo undersøge, hvordan det er at leve videre efter en offentlig dom.
- Jeg synes, at det er rimeligt, at man siger fra og siger, hvad fanden laver I? sagde Thygesen forinden til TV2.
Sisse Sejr blev nemlig i oktober idømt en måneds ubetinget fængsel for mindst 81 tilfælde af identitetstyveri, forfølgelse og stalking af sin mand Esben Bjerres elskerinde.
I de første to afsnit af det nye program er det dog Henrik Qvortrup, der interviewer Sisse Sejr om hendes egen sag, hvor hun begik stalking, identitetstyveri og chikane mod sin mand Esben Bjerres elskerinde.
I forbindelse med sin deltagelse i programmet Morgen på RADIO IIII bekræfter Anna Thygesen, at hun har hjulpet offeret med at sende en sms til Henrik Qvortrup i forbindelse med Sisse Sejrs program. Thygesen afviser dog at agere betalt rådgiver for offeret.
På RADIO IIIIs forelæggelse af Anna Thygesens kritik svarer Podimo:
- Vi er blevet opmærksomme på, at Anna Thygesen har været i dialog med offeret for Sisse Sejr-Nørgaards stalking i forbindelse med vores forelæggelse af podcasten. Og da vi ikke ønsker at være i hverken direkte eller indirekte debat med offeret, og vi respekterer hendes beslutning om ikke at kommentere på podcasten, kan vi derfor ikke kommentere på Annas kritik.
RADIO IIII arbejder på en kommentar fra Anna Thygesen.
