Der er sket fejl i efterforskningen af kidnapningen af den 13-årige pige fra Kirkerup i 2023. Det erkender politiet over for RADIO IIII.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi erkender nu fejl i forbindelse med Kirkerup-sagen, hvor en dengang 13-årig pige blev kidnappet af gerningsmanden Philip Patrick Westh.
Erkendelsen kommer, efter at Berlingske mandag kunne bringe en nyhed om, at politiet tilbage i 2023 ventede hele fem timer og 18 minutter med at skride til anholdelse af den 32-årige gerningsmand, selv om han allerede flere timer forinden var blevet udpeget som mulig gerningsmand.
Over for RADIO IIII fortæller politikredsens chefpolitiinspektør, Lars Harvest, at det især ærgrer ham, at man under efterforskningen ikke var hurtigere til at rette fokusset ind på Philip Patrick Westh.
- Jeg havde ønsket, at vi havde været væsentligt hurtigere til at få identificeret det videomateriale, der førte til den pågældende. Og jeg ville ønske, at vi ikke blev bragt på mange afveje - blandt andet den omstændighed, der førte til, at vi anholdt, mistænkte og sigtede to andre personer, fortæller Lars Harvest og konstaterer:
- Så set bagfra kan man sagtens sige, at det var en fejl. Jeg tror ikke, man kan gennemføre efterforskning, uden at der sker fejl, fortæller han.
Adspurgt om politikredsen derved har lært af sine fejl, peger Lars Harvest på to centrale punkter:
- Der er det her med at håndtere et meget stort antal henvendelser på ganske kort tid.
- Og så har vi haft udfordring med at sikre videomateriale, som viser sig at indeholde det afgørende med gerningsmanden, der passerer på gerningstidspunktet.
- De udfordringer har vi lært noget af, konstaterer Lars Harvest.
Philip Patrick Westh blev i 2024 idømt fængsel på livstid for blandt andet drabet på Emilie Meng i 2016 og for voldtægt, forsøg på drab og frihedsberøvelse af den 13-årige pige fra Kirkerup.
