Nyhedsartikel

Putin har plan for invasion af Bornholm klar i skuffen

Jacob Grosen
jag@radio4.dk

Rusland har udpeget og trænet militærenheder til en invasion af Bornholm som led i et eventuelt russisk angreb på de baltiske lande, siger militærekspert til Radio4.

Der er grund til at være bekymret for, at russerne indleder et angreb på de baltiske NATO-lande. I det tilfælde har Rusland forberedt en invasion af Bornholm.

Det siger Jeppe Trautner, ekstern lektor i europæisk sikkerhedspolitik på Aalborg Universitet og major af reserven, til Radio4.

Hør hele interviewet med Jeppe Trautner i denne uges udgave af det dybdegående interviewprogram ‘SPURGT!’ her:

Han mener, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, gennem flere år har forberedt en russisk invasion af solskinsøen.

“De har enheder, der er udpeget til at tage Bornholm, øvet at tage Bornholm, og i øvrigt er det de samme enheder, der har øvet at tage den svenske ø Gotland, der ligesom Bornholm ligger i Østersøen, og som gør, at man kan lukke Østersøen for NATO. Så Gotland og Bornholm er truet fra russisk side,” siger Jeppe Trautner til Radio4.

For at kunne imødegå et muligt russisk angreb har Sverige oprustet på Gotland, men Danmark har ikke taget tilsvarende skridt, og det øger ifølge Jeppe Trautner truslen mod Bornholm.

“Det efterlader Bornholm i en lidt ærgerlig situation ved at være et ønskeligt mål for Rusland i en bestemt slags krise og ved at være uforsvaret,” siger han.

Jeppe Trautner bygger sin analyse på de russiske styrkers sammensætning og øvelsesmønster.

“Det drejer sig om den 336. marineinfanteribrigade. De har Spetsnaz-styrker (russiske specialstyrker, red.) til at lave de indledende kupangreb, de har opmålingsenheder, invasionsskibe, helikopterstyrker, og de har et samarbejde med de luftlandstyrker, som indgår i en sådan invasion.”

Ifølge Jeppe Trautner er en invasion af Bornholm kun interessant for russerne, hvis Putin beslutter sig for at invadere de baltiske NATO-lande.

“Bornholm, Gotland og et par andre øer er fremragende steder at lukke Østersøen. Man skal bare sætte nogle russiske missiler derud – så er der lukket,” siger Jeppe Trautner, som også er konsulent i den militære konsulentvirksomhed Baltap Associates og i de kommende måneder skal arbejde for det danske forsvar i de baltiske lande, hvor han skal hjælpe med at forberede det baltiske forsvar til at imødegå en eventuel russisk invasion.

Forsvarets Efterretningstjeneste vurderede i sidste uge, at der ikke er en aktuel militær trussel mod Danmark, og Jeppe Trautner er enig i, at et russisk angreb mod Danmark ikke er nært forestående.

“Den invasionsstyrke, der skal tage Bornholm, er for tiden i Sortehavet. Så der er ingen aktuel trussel mod Danmark og Bornholm, men når de kommer tilbage til Kaliningradenklaven, som er tæt på Bornholm, er der igen en aktuel trussel mod Bornholm,” siger Jeppe Trautner, ekstern lektor i europæisk sikkerhedspolitik på Aalborg Universitet og major af reserven, til Radio4.

Foto: Lars Laursen/Biofoto/Ritzau Scanpix

Læs også

30.03.23

Offentlig hjælp til abortturisme: “Dybt problematisk, at man rådgiver på den måde”

Ansatte i det danske sundhedsvæsen har i flere tilfælde videregivet oplysninger om abortmuligheder i andre lande til kvinder, der har fået afvist at få en abort i Danmark. Dybt problematisk, lyder kritikken.  Det er “fuldstændig uacceptabelt,” at ansatte i det danske sundhedsvæsen i flere tilfælde har været villige til at vejlede kvinder om, hvordan de…

Læs mere
30.03.23

Murermester ser intet behov for at fjerne nøgenkalender – Organisation opfordrer til påbud

Hvis en virksomhed har nøgne kvinder i form af kalendere eller plakater hængende, så skal det give et påbud, når Arbejdstilsynet kommer forbi. Sådan lyder opfordringen fra organisationen Byggeriets Samfundsansvar, der én gang for alle vil gøre op med den slags billeder i skurvogne og på byggeriets arbejdspladser. Men den opfordring giver murermester Henrik Alfred Lund fra…

Læs mere
30.03.23

Sundhedsansatte vejleder danske kvinder i at omgå abortloven

Ansatte i det danske sundhedsvæsen har i flere tilfælde været villige til at vejlede kvinder om, hvordan de skaffer sig adgang til aborter, som kvinderne ikke kan få efter dansk lovgivning.  Opdateret kl. 11.20 med svar fra Region Midtjylland. I flere tilfælde har ansatte i det danske sundhedsvæsen stået klar til at vejlede kvinder om,…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet