Liberal Alliance har kritiseret regeringspartierne for at ville indføre en medieombudsmand, der har magt til at blokere historier i pressen. Men det afviser regeringspartierne over for RADIO IIII.
De tre regeringspartier har modtaget skarp kritik fra Liberal Alliance for at ville indføre en medieombudsmand, der har mandat til at blokere for visse historier i den danske presse.
På det sociale medie X skriver partiet, at medieombudsmanden har ”magt til at stoppe historier i pressen, hvis den vurderer, at debatten er kørt af sporet – også når det handler om politikere.”
Over for Morgen på RADIO IIII uddyber partiets kulturordfører Katrine Daugaard kritikken.
”Det her handler om at begrænse medierne, fordi man er magthaver, der synes, at det er en lille smule træls at skulle forsvare, at man har købt et jakkesæt eller hvad det nu kan være,” fortæller hun.
Katrine Daugaard henviser blandt andet til Venstres kulturordfører, Kim Valentin, og formand for Medieansvarsudvalget Søren Pind, som offentligt har talt varmt om at indføre en medieombudsmand.
Men selv om intet endnu er meldt officielt ud, så afviser samtlige tre regeringspartier nu, at en eventuel medieombudsmand får disse beføjelser.
”Vi har endnu ikke lagt os fast på, hvordan en eventuel medieombudsmand eventuelt skal se ud. Men det er bestemt ikke intentionen, at en sådan skal kunne stoppe kritisk journalistik,” lyder det fra Moderaterne i et skriftligt svar til RADIO IIII.
Tidligere har Venstres næstformand Stephanie Lose i fagbladet Journalisten slået fast, at partiet mener, at Medieombudsmanden skal arbejde i fuld respekt for pressefriheden.
”Og i Venstre ønsker vi ikke, at en medieombudsmand skal kunne forhindre medier i at dække en konkret sag,” konstaterede hun til fagbladet.
Den holdning stemmer Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, i med.
”Vi er enige med Venstre,” skriver Mogens Jensen i en SMS til RADIO IIII.
Reaktionerne fra de tre regeringspartier får nu Liberal Alliance til at præcisere deres opslag på X, oplyser partiet til RADIO IIII.