Rekordmange sager forældes i Skats sagsbunker: Svindlere kan gå fri

Skrevet af

26. september 2025

Hilde Agergaard Svendsen

hisve@radio4.dk

Rekordmange sager om blandt andet skattesvindel forældes, før Skattestyrelsen får dem behandlet. Dermed kan svindlere gå fri. ”Enormt alvorligt”, mener skatteordfører. ”Rigtig ærgerligt”, siger Skat.

Rekordmange sager om blandt andet skattesvindel forældes i sagsbunkerne hos Skattestyrelsen, inden de får vurderet, om der skal placeres et strafferetsligtansvar. Dermed kan svindlere gå fri.

Det viser nye tal fra Skattestyrelsen, som RADIO IIII har fået.

I 2024 nåede 532 sager at forælde enten helt eller delvist. Samtidig steg den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ved Skattestyrelsens straffesagsenheder i årets første syv måneder til 607 dage mod 549 dage sidste år.

Udviklingen møder kritik fra flere sider.

- Hvad ville man selv sige til at skulle vente knap to år på at få at vide, om man får en skattestraffesag eller ej? Det er jo en forfærdelig belastning at gå rundt med, siger Peter Loft, tidligere departementschef i Skatteministeriet, der kaldet det “langt fra tilfredsstillende”.

Allerede i 2021 kaldte Statsrevisorerne det ”meget problematisk”, at nogle danskere, der overtrådte loven, helt undgik straf, mens andre blev efterladt i uvished på grund af de lange sagsbehandlingstider.

På det tidspunkt lå den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på 451 dage, og 337 sager forældede helt eller delvist årligt – langt færre end i dag.

For at få styr på området er der fra politisk hold løbende gennemført initiativer, der bl.a. har resulteret i flere ansatte.

Tiltagene har dog ikke løst problemet, og tidligere i september blev sagsbehandlingen ved enheden igen kaldt ”utilfredsstillende” af Statsrevisorerne.

- Der er jo ikke nogen tvivl om, at det, der er blevet gjort de sidste par år, ikke er tilstrækkeligt, og man må kigge på, om der er nok mennesker, og om de har de nødvendige ressourcer, siger skatteordfører for SF, Sofie Lippert, til RADIO IIII.

Hun kalder det “enormt alvorligt”.

Hans Kristian Skibby, skatteordfører for Danmarksdemokraterne, er enig.

- Hvis man har begået skatteunddragelser, så skal man have en straf. Dem, der skal frikendes, de skal jo frikendes. Derfor vil jeg spørge den nye skatteminister, hvad det egentlig er, der lægger til grund for de her eskalerende ventetider, siger han til RADIO IIII.

Juridiske direktør i Skattestyrelsen, Jakob Lundsager, er ”rigtig ærgerlig” over udviklingen.

-  Det er afgørende for os og for tilliden til Skatteforvaltningen, at det får konsekvenser, hvis man ikke overholder lovgivningen, siger han til RADIO IIII.

At udfordringen ikke er løst trods årelang kritik og adskillige tiltag skyldes ifølge ham, at Skattestyrelsen i dag forfølger langt flere sager om mulig svindel på grund af en styrket kontrolindsatsen.

- Det betyder altså helt lavpraktisk, at der er kommet flere sager ind, der skal behandles. Og samtidig har vi også et efterslæb af nogle ældre og komplicerede sager, siger Jakob Lundsager.

Skattestyrelsen forventer, at sagsbehandlingstiden nu vil begynde at dale, fordi der aktuelt behandles flere sager, end der kommer ind.

Jakob Lundsager vil ikke svare på, hvad han anser for at være en rimelig sagsbehandlingstid.

Afspiller nu

Nattevagten

23:00
00:00