Rekordmange seniorbofællesskaber indvies i år

Seniorbofællesskabet Balancen, der ligger i Ry, består af 33 boliger. Der er fælleshus med spisekøkken, værksted og atelier, gæsteværelser og kontor samt et orangeri. Fællesspisningen i Balancen er populær. Foto: Joachim Ladefoged

Skrevet af

24. april 2023

miro@radio4.dk

miro@radio4.dk

I år indvies rekordmange boliger i seniorbofælleskaber. Det viser helt nye tal fra Realdania – som vi har fået på Radio4. Der er nemlig mange ældre danskere, der gerne vil skifte lejligheden eller parcelhuset ud med et bofællesskab, hvor man bor tættere og har mere med hinanden at gøre. I år bliver der forventeligt taget næsten 1400 boliger i brug, som ligger i 27 helt nye seniorbofællesskaber fordelt over hele landet. Det er det højeste tal i 20 år.

Hans Juhler er 82 år, og han er en af dem, der er flyttet i bofællesskab. I det spritnye seniorbofællesskab Sophushaven i Slagelse har en lejlighed på 56 kvadratmeter blandt 69 andre lejligheder og store områder til fællesaktiviteter.

“Jeg så en reklame for sådan et bofællesskab for 3-4 år siden og var vildt betaget af det. Jeg er ellers ikke så påvirket af reklamer, men det gjorde indtryk på mig. Man ser mennesker tale og spille, og noget af det, der virkelig fylder for mig er fællesskab og klima, så det gjorde indtryk på mig. Og nu er jeg flyttet ind, og her er fantastiske omgivelser. Det er selvfølgelig en kæmpe beslutning i en alder af 82 at rive teltpælene op og flytte et andet sted hen,” siger han til Radio4 Morgen.

Allan Christensen på 75 år er også flyttet i seniorbofællesskab.

“Jeg er flyttet i bofællesskab ganske enkelt fordi jeg havde sommerhus, men det er der have ved, og når man når op i en vis alder, begynder det at knirke lidt i ryggen, og det gjorde det også for mig. Så enten skulle jeg flytte eller have en havemand på til at hjælpe mig. Jeg så en reklame for det og blev meget nysgerrig og så kørte mig og kæresten en tur ud og så på det og der blev jeg solgt,” siger han til Radio4 Morgen.

Han er glad for, at der er mennesker omkring ham.

“Vi har hilsepligt, så vi skal sige hej og godmorgen til vores medborgere i rummet. Så vi får hilst på hinanden hver dag og kommer hinanden ved.”

Hør interviewet med Hans Juhler og Allan Christensen, der begge bor i seniorbofællesskab, her:

Sophushaven i Slagelse er blot ét af 27 seniorbofællesskaber med i alt 1400 boliger, der forventeligt bliver indviet i år. Helt nye tal fra Realdania, som Radio4 har fået adgang til viser, at dét er det højeste antal nye bofællesskaber i 20 år.

Realdania, der er en filantropisk forening, som blandt andet arbejder for at skabe bedre livskvalitet gennem byggerier og byudvikling, har gennem en årrække arbejdet for at udbrede antallet af seniorbofællesskaber.

Stig Hessellund er projektchef i Realdania og en af dem, der er ved mest om boformen. Han mener, at bofællesskaberne har flere fordele både for seniorerne og samfundet.

”Vi kan se, at det med at være aktive sammen udskyder perioden, hvor man får brug for offentlig hjælp. Og de fleste beboere i seniorfællesskaber har ikke noget problem med at give naboen en hjælpende hånd,” siger han til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med Stig Hessellund, der er projektchef i Realdania, her:

I et seniorbofællesskab har beboerne typisk hver sin bolig med til fællesskabet hører fælleshuse eller fællesarealer. Typisk skal man være over 50 år for at flytte ind – og ikke have hjemmeboende børn.

Der er omkring 385 seniorbofællesskaber i Danmark og flere af dem ligger i Furesø kommune. Inden for de seneste 10 år, er der blevet indviet syv nye bofællesskaber i den sjællandske kommune

Borgmester Ole Bondo Christensen (soc.dem) fortæller, at det en strategi for kommunen at være attraktiv for seniorbofællesskaber.

”Det giver vores seniorer et godt fællesskab og vi ved, at når man kommer op i alderen, er der en risiko, for at man bliver alene, og at man bliver ensom, og det er ikke godt for ens helbred. Derfor er det meget bedre at søge sammen og have et stærkt fællesskab. Vi kan se, at der er en kæmpe efterspørgsel efter det,” siger han.

Udover fordele for borgerne, kan kommunen også spare penge ved det.

“Når man skaber stærke fællesskaber og aktiviteter, når vi sikrer, at vi kan hjælpe hinanden, så er det også noget, der kan mærkes i den kommunale kasse. Vi bliver i Furesø Kommune 50 procent flere plus 80-årige frem mod 2030, spå vi skal bygge flere senioregnede boliger, og der er jeg ikke i tvivl om, at vores seniorbofællesskaber er med til at holde vores plejeomkostninger nede, simpelthen fordi man trives bedre og er bedre til at tage hånd om hinanden og hjælpe hinanden i dagligdagen”, siger han til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med borgmester Ole Bondo Christensen fra Socialdemokratiet her:

Et seniorbofællesskab kan både være ejer – andel og lejeboliger.

I det nye fællesskab Sophushaven i Slagelse er det lejeboliger. Hans Juhler, der flyttede ind i februar, betaler 8400 for sin lejlighed på 56 kvadratmeter.

 

 

 

 

 

 

 

Afspiller nu

Ugens højdepunkter fra Hovedet og halen

02:10
03:05