Det kan underminere folk, der lider af sygdommen, når kulturminister Zenia Stampe (RV) siger, at der bor en "skizofreni" i hende, mener SIND - Landsforening for psykisk sundhed.
Skrevet af: Stig Atzen og Helena Porsborg
Kulturminister Zenia Stampe (RV) bør undskylde, at hun til Kristeligt Dagblad siger, at der bor en "skizofreni" i hende.
Det siger Mia Kristina Hansen, som er forperson SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed, til Eftermiddag på RADIO IIII:
- Jeg synes godt, hun kan undskylde og sige, at det var sgu forkert, og det var en forkert forståelse af, hvad skizofreni er.
- Når vi bruger sådan nogle ord her, så bliver det sådan lidt nedsættende, og det bliver også sådan, at de mennesker, der rent faktisk har skizofreni, at det faktisk ikke er særlig rart for dem.
Ifølge hende bruger Zenia Stampe skizofreni som et udtryk for splittelse. Men det er ikke retvisende for sygdommen, mener forpersonen:
- Det her med at bruge psykiske diagnoser som betegnelser af os selv eller andre, det er bare ikke okay. Man kan bare sige, at man er splittet, siger Mia Kristina Hansen og uddyber om skizofreni:
- Det er en sygdom, som er ret voldsom og ret smertefuld at have, og som er ret svært at behandle i mange tilfælde også, så når vi bruger det om almindelige måder at have det på, så kan et menneske med skizofreni føle sig meget misforstået og føle, at andre taler let om en sygdom som gør ret ondt at have.
Hun revser også Kristeligt Dagblad for at skrive det i overskriften til artiklen.
- Jeg kan godt tænke, at han(journalisten bag artiklen, red.) har lavet en overskrift, hvor jeg godt kan tænke, at han gør det med vilje, fordi folk bliver nysgerrige, siger Mia Kristina Hansen.
Jeppe Duvå, ansvarshavende chefredaktør for Kristeligt Dagblad siger i et skriftligt svar, at Kristeligt Dagblad skriver, som de gør, fordi "Zenia Stampe bruger ordet, og der er tale om et interview med hende":
- Ordet henviser helt åbenlyst ikke til den alvorlige sindslidelse ved navn skizofreni, når det bruges som i interviewet, og det må være alment kendt, at ordet - uanset om man individuel kan lide det eller ej - hyppigt bruges i talesproget om en situation eller tilstand, der rummer en splittethed eller dobbelthed.
-Der ligger naturligvis ikke i den anvendelse nogen manglende anerkendelse af eller respekt for, at skizofreni er en alvorlig sygdom, skriver chefredaktøren.
RADIO IIII har forelagt kritikken for kulturminister Zenia Stampe, men kulturministeriet oplyser, at det ikke bliver muligt med en kommentar fra ministeren i denne omgang.
