Rigspolitiet advarede minister: Forsøgsordning kan få ’katastrofale følger’

Skrevet af

23. maj 2025

Mads Juul

manoe@radio4.dk

Nicolai Dandanell

nicod@radio4.dk

En ny forsøgsordning med grønne blink til hjerteløbere kan ifølge Rigspolitiet lede til farlige og livstruende situationer.

Trods dystre advarsler fra Rigspolitiet valgte transportminister Thomas Danielsen (V) alligevel at lancere forsøgsordningen, hvor hjerteløbere kan køre med grønne blink i trafikken.

Det kan RADIO IIII fortælle på baggrund af dokumenter, som radioen har fået aktindsigt i.

Forsøgsordningen, som blev lanceret i marts, indebærer, at hjerteløbere og akuthjælpere nu kan køre med grøn udrykning, når de er på vej til livreddende opgaver.

Men allerede i start januar havde transportministeriet modtaget en graverende bemærkning fra Rigspolitiet, som vurderer, at forslaget er ’særdeles uhensigtsmæssig ud fra et færdselssikkerhedsmæssigt perspektiv’.

- Anvendelsen af grønne opmærksomhedslygter vil kunne føre til tvivl såvel hos dem, der anvender opmærksomhedslygterne, som hos de øvrige trafikanter, og at denne tvivl vil kunne føre til uhensigtsmæssige og i værste tilfælde farlige og livstruende situationer i trafikken, skriver Rigspolitiet således i en bemærkning sendt til ministeriet.

Myndigheden skriver videre, at ordningen kan få ’katastrofale følger for blå blink-beredskaberne’, eftersom en indførsel af de grønne blink efter Rigspolitiets opfattelse vil udvande respekten for de øvrige blink i trafikken.

Kritikken fra Rigspolitiet står langt fra alene. Allerede før ordningens lancering var flere kritiske røster at læse i medierne. Flere organisationer advarede ligesom Rigspolitiet mod, at det grønne blink kan medvirke til farlige situationer.

Blandt kritikerne var blandt andet Danske Beredskaber, Dansk Råd for Genoplivning, FDM, Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden, der står for hjerteløberordningen.

Derudover kunne TV 2 dengang fortælle, at en afstemning blandt 730 af TrygFondens hjerteløbere viste, at kun fire procent havde tænkt sig at bruge blinket.

Thomas Danielsen har ikke haft mulighed for at stille op til et interview, men giver i et skriftligt svar udtryk for, at han stadig er positivt stemt overfor ordningen.  

- Jeg synes, det er en god idé at give dem, der laver frivillig livredning, mulighed for at vise, at de er på vej ud til en person med hjertestop. Det grønne blink har nu været tilladt i snart tre måneder uden problemer, skriver han til RADIO IIII.

- Det er ikke et udrykningsblink, og det tror jeg godt, trafikanterne kan finde ud af.

Rigspolitiet har ikke ønsket at stille op til interview, men fastholder sin kritik af ordningen.

Afspiller nu

Det, vi taler om

14:05
16:00