SF om genopdragelsesrejser: - Forældre bør miste opholdstilladelsen

Skrevet af

13. september 2026

Benjamin Bisgaard

bbisg@radio4.dk

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

Anders Hoppe

anhop@radio4.dk

SF mener, at forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejser, bør miste deres opholdstilladelse. De har dog endnu ikke drøftet det med regeringen. Det siger partiets udlændingeordfører, Lise Müller, i et interview med RADIO IIII.

SF mener, at man bør kunne tage opholdstilladelsen fra forældre, der sender deres børn på genopdragelsesrejser.

Det siger udlændingeordfører for SF, Lise Müller, til Formiddag på Radio IIII.

- Jeg kan i hvert fald sige, at vi har konkrete planer om at få nedbragt antallet af genopdragelsesrejser. Det er rigtigt, at det er SF’s politik, og det har vi været med til at fremsætte.

Det er ikke første gang, at SF melder dette ud. Det gjorde de tilbage i 2018 sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Men dengang blev forslaget ikke til noget.

Det nye er, at SF nu er en del af en regering, som har tilkendegivet i sit regeringsgrundlag, at man ønsker at “styrke indsatsen mod genopdragelsesrejser”.

Alligevel er SF ikke klar til at stille forslaget, da man endnu ikke har fastlagt noget i regeringen, fortæller Lise Müller:

- Det er sådan, når man er del af en regering, så skal man blive enige om at fremsætte et lovforslag sammen. Og det er et arbejde, vi må tage internt i regeringen, før jeg kan sige, om det bliver fremsat eller ej.

- Jeg kan bare sige, at for SF’s vedkommende er det en rigtig god idé (at fremsætte forslaget, red.).

RADIO IIII har spurgt de tre andre regeringspartier, om de har samme holdning som SF, når det kommer til, om forældre bør kunne miste deres opholdstilladelse.

Udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet, Thomas Skriver Jensen, er umiddelbart enig med SF.
 
- Jeg lytter altid, når SF foreslår stramninger. Jeg synes det der er en god en af slagsen. Der er for mange, der sender deres døtre på genopdragelsesrejser, det skal vi ikke finde os i. Så det vil jeg ikke på forhånd afvise overhovedet. Jeg synes det lyder som et godt forslag. 

Udlændingeordfører for Radikale Venstre, Magnus Georg Jensen, samt udlændingeordfører for Moderaterne, Mohammed Rona, er ikke vendt tilbage endnu.

Afspiller nu

Langt fra løgnen

16:05
17:00