Nyhedsartikel

Socialminister om påbud på private bosteder: “Et påbud er et påbud for meget”

Katrine Volsing

Private botilbud for udsatte borgere får flere påbud end bosteder drevet af det offentlige. Det viser en gennemgang af data fra socialtilsynene rundt om i landet, som Radio4 har fået.

Og det skal der gøres noget ved. Det mener socialminister Astrid Krag.

“Vi sidder lige nu og forhandler om at give socialtilsynet nogle flere muligheder for at få indblik i økonomien de her steder og sætte ind, når der er nogle problemer med kvaliteten”, siger hun.

For det er, ifølge Astrid Krag, klart, at de private tilbud ikke skal lukrere på de sårbare borgere.

“Det med at drive botilbud for meget sårbare borgere, det er noget man skal gøre, hvis man er drevet af at sikre de borgere en tryg hverdag – ikke for at tjene en hel masse penge. Så hvis man hovedsageligt driver sådan et tilbud for pengenes skyld, så er det er problem”, siger hun.

De private bosteder stod for 63 procent af påbuddene i de seneste opgørelser.

Derudover er 26 private tilbud blevet lukket de seneste fem år, mens kun 7 af de offentlige er blevet lukket i samme periode.

Og det på trods af, at der er færre private end offentlige bosteder i Danmark.

Påbuddene er bekymrende

Mange påbud er ifølge Astrid Krag et udtryk for, at kvaliteten ikke er høj nok.

“Et påbud er i udgangspunktet et påbud for meget, for det er et udtryk for, at der ikke har været en høj nok kvalitet. Jeg tror, det er et område, der er blevet behandlet lidt stedmoderligt de senere år. Når man har haft den underfinansiering af den nære velfærd, som man havde under den borgerlige regering for at sikre rum til skattelettelser, så presser det jo blandt andet det her område, som er hele det specialiserede socialområde”, siger hun.

Og det er bekymrende, mener hun.

“Nogle af borgerne er ganske dårlige, og de har brug for velkvalificeret pleje. Og vi skal selvfølgelig tage politisk ansvar for, at der også er det rigtige system, der sikrer det (den velkvalificerede pleje, red.).  Derfor er det da bekymrende, når der er påbud, og derfor er det da bekymrende, at kvaliteten er så dårlig at et sted bliver lukket”, siger socialminister Astrid Krag til Radio4 Morgen.

Grænser for udbyttet

Astrid Krag, socialdemokratisk socialminister, mener ikke, at de private ejere skal trække et overskud ud.

“Vi mener, at de offentlige midler skal bruges på det, de er afsat til og ikke til at generere overskud, som kan trækkes ud til private ejere”, siger hun.

I oppositionens største parti Venstre er man derimod imod, at man ikke skal trække profit ud af private botilbud.

“Det ville være meget skidt for Danmark, hvis man ikke har private, der har lyst til at være velfærdsiværksættere. Man bliver nødt til at starte en virksomhed, så man kan låne penge til tilbuddet og investere sin egen kapital, og derfor skal der også være mulighed for at forrente den kapital ved at kan trække det ud som udbytte. Det ville være ekstremt skidt for vores velfærdssamfund, hvis man ikke tør at bruge private”, siger Venstres socialordfører, Marie Bjerre, til Radio4 Morgen.

Ifølge Astrid Krag skal de private tilbud heller ikke decideres udelukkes fra markedet – men der skal alligevel være grænser for udbyttet:

“Vi mener, der skal være private tilbud, men vi mener, der skal være grænser for, hvad man kan trække ud af udbytte, og vi mener, at der skal være en ordentlig kvalitet alle steder. Men de nærmere forhandlinger tager vi ved forhandlingsbordet og ikke her i radioen”, siger hun til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med socialminister Astrid Krag her:

Læs også

27.09.23

Booking.com skylder millioner til kunder – Horesta truer med sagsanlæg

Stribevis af danske hoteller og overnatningssteder har de seneste måneder berettet om manglende betaling fra bookingplatformen Booking.com. Det får brancheorganisationen for hoteller og restauranter til at true med sagsanlæg, hvis ikke selskabet har betalt kunderne tilbage indenfor to dage. Det skriver Turistmonitor. Dansk Erhverv har modtaget henvendelser fra knap 200 overnatningssteder om manglende betaling fra…

Læs mere
26.09.23

Regeringen afblæser energikrise og maksimal temperatur

For et år siden hærgede energikrisen i Europa, og der blev indført en maksimal temperatur på 19 grader i visse offentlige bygninger såsom skoler og borgerservice. Men flertalsregeringen ophæver tirsdag den instruks. Det betyder, at visse offentlige arbejdspladser igen må have en temperatur på mellem 20 og 23 grader. – Europa er stadigvæk udfordret på…

Læs mere
25.09.23

Kommune bøjer reglerne: Sender to kvinder afsted til prins Christians fest

Københavns Kommune har, som den eneste kommune i landet, valgt at sende to 18-årige kvinder afsted til gallataffel i anledning af prins Christians fødselsdag. Stort set alle kommuner har nu udpeget de to 18-årige, der i oktober skal til gallataffel på Christiansborg Slot i anledningen af Prins Christians fødselsdag. En ung kvinde og en ung…

Læs mere

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet