Nyhedsartikel

Støjberg jagter medlemmer til partiet

Pernille Rudbæk og Thomas Larsen
peru@radio4.dk

Indtil nu har ingen kunnet kalde sig medlem af Danmarksdemokraterne, men partileder Inger Støjberg føler sig nu så sikker på sin organisation, at hun åbner partiet for medlemmer.

Danmarksdemokraterne fik flere end 286.000 stemmer til folketingsvalget i oktober. Alligevel har trofaste støtter til partiet indtil nu blot haft mulighed for at erklære sig som ’venner af partiet’ ved at betale et støttebeløb på 250 kroner.

Men fra i dag kan danskerne melde sig ind som medlemmer, som det gælder for Folketingets andre partier. Det fortæller Inger Støjberg til Radio4.

“Vi tager nu de næste skridt til at blive et rigtigt parti. Vi har siden stiftelsen oplevet en enorm interesse for at kunne bidrage til at bygge partiet op lokalt. Både i form af en egentlig medlemsorganisation og ved, at vi nu bliver repræsenteret i kommunalbestyrelserne i 20 byråd i hele Danmark”, siger Inger Støjberg til Radio4.

Da Danmarksdemokraterne blev dannet for knap ni måneder siden, havde Inger Støjberg hverken partiprogram eller et bagvedliggende partiapparat, der kunne håndtere en medlemsstruktur. Derfor er formanden heller ikke valgt af medlemmerne som i andre partier. Det vil først kunne ske når Danmarksdemokraterne afholder sit allerførste landsmøde.

Hør hele interviewet med partileder Inger Støjberg i vores politiske magasin Mandat:

Den tidligere næstformand i Venstre er netop nu i gang med en større rundtur for at positionere Danmarksdemokraterne i en række udvalgte byer.

“Der er et virkelig flot fremmøde også af folk, der ellers aldrig har været engageret i politik og aldrig før har gået til politiske møder. Det er klart, at formålet med turen også er at understøtte, at partiet får fodfæste lokalt”, siger hun.

Inger Støjberg oplyser, at muligheden for medlemskab samtidig forpligter organisationen til at holde et vågent øje med, at nye medlemmer arbejder i partiets interesse.

“Alle kan melde sig ind, men det er klart, hvis der er nogle med helt vilde holdninger – f.eks. en holocaust-fornægter, så vil han nok ikke lige skulle være ved os. Sådan er det jo, og det er jo ikke anderledes end i alle andre partier. Det er klart, at der er nogle rammer og nogle spilleregler, man skal indordne sig under”, fortæller partiformanden til Radio4.

På KL’s kommunalpolitiske topmøde i Aalborg samler partiledelsen for første gang byrødderne, der er kommet til Danmarksdemokraterne fra DF og Venstre. Samlingen bliver startskuddet for en række initiativer, der skal styrke partiet lokalt frem mod kommunalvalget i 2025.

“Det er vores ambition, at vi kommer til at stille med et stærkt hold af kandidater”, siger Inger Støjberg.

Partilederen oplyser desuden til Radio4, at hun helt sikkert kommer til at opstille kandidater til det kommende Europaparlamentsvalg.

Hun fortæller ligeledes, at partiet er i fuld gang med færdig gøre et principprogram, og at det sandsynligvis ligger klar inden sommerferien.

Læs også

31.03.23

Nålestik gør ondt – når der er mange nok

Inger Støjberg og Pia Kjærsgaard angriber udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for at ville lempe udlændingepolitikken. Her og nu rammer kritikken ikke for alvor. Men det kan ændre sig. Det sker ikke hver dag, at en udenrigsminister beskylder en modstander for at have et hjerte af is. Men tirsdag blev folketingssalen rammen om et skarpt politisk…

Læs mere
31.03.23

Institut for Menneskerettigheder: Nøgenkalendere på arbejdspladsen er ulovligt

Det bør udløse et påbud fra Arbejdstilsynet, hvis en virksomhed har en nøgenkalender hængende på arbejdspladsen. Det siger Bjarne Oxlund, der er ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder. ”De danske ligebehandlingslove definerer, at en enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd med seksuelle toner, som kan skabe et ydmygende eller ubehageligt klima, er ulovlige.”…

Læs mere
31.03.23

Medstifter ekskluderet fra Nye borgerlige: ”Jeg er ikke racist”

Svend Pedersen blev torsdag ekskluderet af Nye Borgerlige og mister sin plads i partiets hovedbestyrelse. Hovedbestyrelsen mener, han har ytret sig racistisk. Selv afviser han at være racist. Eksklusionen sker selvom partistifter og fungerende partiformand Pernille Vermund i mandags afviste at ekskludere Svend Pedersen. Når Nye Borgerliges hovedbestyrelse alligevel skred til eksklusion torsdag, skyldes det,…

Læs mere

FÅ DET BEDSTE FRA RADIO4

Hver uge laver vi 126 nye sprøde radiotimer til dig. Få serveret et lille nyt udpluk og bliv overrasket uge efter uge. Tilmeld dig vores nyhedsbrev der gør det let at gå på opdagelse i Radio4.

DELTAG I RADIO4 PANELET

Vi vil meget gerne høre, hvad du synes om vores indhold og om os. Derfor inviterer vi dig med i vores panel, hvor du kan give din mening til kende om, hvordan fremtidens taleradio skal lyde.

Læs mere om Radio4 panelet