Medstifteren af Frie Grønne kalder det ”en fejler”, at han forlod Alternativet for at stifte Frie Grønne.
Det var en fejl, at Frie Grønne blev skabt, mener Uffe Elbæk, som var med til at stifte partiet.
Det siger han til Radio IIII:
- Det var en fejler.
Uffe Elbæk stiftede i 2020 Frie Grønne, fordi han var utilfreds med ledelsen af Alternativet under daværende partileder Josephine Fock.
Han var i Frie Grønne i to år, inden han i 2022 vendte tilbage til Alternativet, som Uffe Elbæk også var med til at stifte i sin tid.
- Der har ikke været nogen som helst kommunikation lige siden. Det var et rimelig dramatisk farvel, siger Uffe Elbæk.
- De, som tegner Frie Grønne, de har valgt en vej, som jeg ikke kunne gå ned ad, uddyber Uffe Elbæk.
Frie Grønne vakte opsigt under kommunalvalget i år med kontroversielle valgplakater.
Herunder plakater med teksten ”Befri København fra zionisme”.
Plakaten betegner Uffe Elbæk også som en ”fejler”.
- Jeg synes for det første, at det var konfliktoptrappende, siger Uffe Elbæk og tilføjer:
- Jeg ville aldrig gøre det.
