Gennem tjenesten Plex bliver ulovlige TV-pakker solgt i offentlige danske Facebook-grupper. Alternativets kulturordfører, Sascha Faxe, går nu til ministeren med sagen
”Træt af at betale en formue for Streaming? Drop de dyre abonnementer – vi samler det HELE på én Plex server!”
Sådan lyder et facebook-opslag, hvor der med særdeles fordelagtige priser reklameres for tv-pakker med hundredvis af film og serier.
Opslaget er et af mange, der lige nu kan findes på adskillige offentlige danske Facebook-grupper, og som bygger på en ny ulovlig praksis.
Det kan RADIO IIII i dag fortælle.
- Det er dybt problematisk, for det er jo tyveri og hæleri. Det er ligesom at have elektrikeren på besøg, og ikke betaler for deres arbejde, siger Sascha Faxe, der er kulturordfører for Alternativet til RADIO IIII.
Fænomenet, som de danske sælgere kalder en ’plex server’ dækker over, store ulovlige samlinger af film og serier, som private sælgere har samlet hos den amerikanske streaming-tjeneste Plex.
På Plex, kan brugere uploade deres eget indhold, som de herefter kan give øvrige brugere adgang til, og systemet bliver på denne måde misbrugt til at videredistribuere store ulovlige TV-pakker.
Sascha Faxe mener, at et løsningsforslag kunne være højere straffe på området, og på baggrund af RADIO IIII’s afdækning har hun derfor nu tænkt sig at tage sagen direkte til Jakob Engel-Schmidt, der er minister på området.
- En større bøde kunne sagtens være vejen frem, men det kræver mere viden og en større undersøgelse først. Jeg vil spørge kulturministeren, hvad han har tænkt sig at gøre, fortæller hun.
RADIO IIII har forsøgt at få en kommentar fra den amerikanske virksomhed Plex, som er udbyder af de servere, der misbruges til ulovligt salg og streaming. De er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.