Frontlinjen
319 episoder

Frontlinjen

Der bliver skudt fra øst til vest og hen over hovedet på Danmark. Peter Ernstved Rasmussen og Karen Philippa Larsen sigter på de store konflikter – fra Rusland og Gaza til NATO og Arktis – og spørger, om vi er klar til det, der kommer. Der er nok at gå i krig med. Krig som du aldrig har hørt før Værter: Peter Ernstved Rasmussen og Karen Philippa Larsen

319 episoder

Veteraner spiller sig selv i Dar Salims krigsfilm
18. november
Hvordan er det at være veteran og leve med svær PTSD? Det giver spillefilmen “Herkules Falder” et ualmindeligt realistisk og velfortalt indblik i. Dar Salim spiller veteranen Youssef, der ankommer til Strynø for at få styr på sin PTSD. Her spiller han overfor virkelighedens veteraner, som selv har boet hos Anne-Line og Stewart, der driver retreatet for nogle af de hårdest ramte veteraner. Vi taler om filmen og livet med PTSD og har besøg af veteranerne Morten Klejnstrup og Kenneth Munkholm, som begge er med i filmen.
Krigen kan komme hurtigere, end vi aner
13. november
Ifølge FE kan Rusland udvide krigen til et naboland i løbet af to år og angribe Nato om bare fem år, hvis USA ikke kommer Europa til undsætning, og Europa undlader at opruste. Men den analyse er alt for optimistisk, mener orlogskaptajn og militæranalytiker Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet. Han er aktuel med bogen "Krigens Politik", og vi har ham i studiet til en samtale om truslerne i den nye verdensorden.
Forsvaret er ikke indrettet til unge officerer
11. november
Når 14 pct. af unge officerer siger op hvert år, skyldes det ikke kun, at virksomheder står klar med høje lønninger til unge officerer med en eftertragtet lederuddannelse fra Forsvaret. Det skyldes i høj grad også, at Forsvaret ikke længere kan tilbyde unge familier samme sikkerhed og tryghed som tidligere. Tjenestemandsansættelserne-og pensionerne er forsvundet, billige tjenesteboliger solgt fra, adgangen til infirmerier og Forsvarets tandlæger forsvundet, og samtidig er lønnen lav. Vi taler med premierløjtnant Esben Thorseth fra Søværnet, som har gjort opmærksom på udfordringerne i et læserbrev i Politiken.
Nærmer vi os verdens undergang?
6. november
Den populære Netflix-film "House of Dynamite” har med imponerende timing ramt lige ned i en fornyet debat om atomvåben. Filmen handler om et nukleart angreb rettet mod USA fra en ukendt fjende. Mens filmen går sin sejrsgang på alverdens tv-skærme har den amerikanske præsident Donald Trump beordret Pentagon til at genoptage atomtest med USA’s atomvåbenarsenal. Rusland har reageret kraftigt på Trumps udmelding og kritiserer Trump for at starte et nyt atomvåben-kapløb. Er vi på vej mod et armageddon? Vi har besøg af Matias Seidelin fra OLFI.
Forsvarsakademiet presser sine forskere til selvcensur
4. november
Landets øverste militære eksperter på Forsvarsakademiet oplever ifølge Berlingske et stigende pres for ikke at udtale sig kritisk om regeringens forsvarspolitiske linje og ikke at udtale sig på måder, der sætter Danmarks militære afskrækkelse i et dårligt lys. På den måde er der øjensynligt skruet op for den hold-kæft-kultur, som Forsvaret historisk har lidt under, og som på ingen måde gavner demokratiet. Vi taler med journalist Andreas Lindqvist fra Berlingske og krigshistoriker Niels Klingenberg Vistisen om sagen.
Færøerne leder efter sin plads ved bordet
30. oktober
Vi har talt rigtigt meget om Arktis og Grønland, siden Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg i november og siden overtog nøglerne til Det Hvide Hus i januar. Til gengæld hører vi forsvindende lidt om Færøerne, og hvorfor egentlig det? Hvad sker der rent sikkerhedsmæssigt på de 18 forblæste øer i Nordatlanten, som snart igen får en radar til luftovervågning og stadig udgør en vigtig havnebase for inspektionsskibene- og fartøjerne i Nordatlanten? Vi taler med Ph.d.-studerende Petra Mathilde Jørs fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
Er USA på vej i krig?
28. oktober
Den amerikanske præsident Donald Trump har indledt en krig mod venezuelanske narkokarteller og i den forbindelse sunket flere smuglerbåde uden nogen form for rettergang. Venezuelas præsident Nicolas Maduro er ikke i tvivl om, at USA ønsker et regimeskifte i landet, og USA har da også sendt både hangarskibet USS Gerald R. Ford tl Caraibien foruden B-52 bombefly, spionfly og amfibiefartøjer til området. Hvad er op og ned i den hastigt eskalerende krise, og er USA i virkeligheden på vej i landkrig med det mellemamerikanske land? Vi vender sagen med Matias Seidelin, som er forsvars- og sikkerhedspolitisk seniorkorrespondent på OLFI.
J.D.Vance 'Bibisitter' i Israel
23. oktober
Efter flere dages brud på våbenhvilen i Gaza tog USA's vicepræsident J.D. Vance til Israel for at genoprette våbenhvilen og den indledende fredsplan for Gaza. Den amerikanske administration mener, at Israels premiereminister Benjamin Netanyahu skal 'babysittes'. I programmet kigger vi også nærmere på EUs udfasning af russiske naturressourcer og betydningen for Ruslands mulighed for at fortsætte krigen og Europas energiuafhængighed. Matias Seidelin, Forsvars og sikkerhedspolitisk seniorkorrespondent på OLFI og Alfred Arnborg fra Tænketanken Europa gæster studiet. Værter: Karen Philippa Larsen og Peter Ernstved Rasmussen.
I Ukraines nationalsang forsvinder landets fjender som dug for solen
21. oktober
I dette program taler vi med dokumentarist, forfatter og tidligere soldat Martin Tamm Andersen om hans nye bog 'Som dug for solen - Beretninger fra krigens skyggeverden'. Martin Tamm Andersen har rejst i Ukraine og talt med mange af de ukrainske og internationale soldater, der kæmper i krigen. Vi taler om deres dramatiske beretninger fra fronten, deres motivationer for at kæmpe, og om vigtigheden af at få styr på historien i en krig, der trækker tråde tilbage til grundlæggelsen af Kyiv Rus og Olga af Kyivs hævntogt i 900 tallet.
Syriens præsident er i Rusland efter kolde kontanter og Assad
16. oktober
I december 2024 faldt Syriens mangeårige diktator Assad, og gruppen HTS med Ahmed al-Sharaa (med krigskaldenavnet Julani) overtog magten i landet. En skrøbelig magt, hvor mange interne og eksterne interesser skal balanceres. I dette program kigger vi nærmere på Syrien, der netop har afholdt et meget kontrolleret parlamentsvalg, og vi taler om, hvorfor Sharaa tager til Rusland og lader sig fotografere i et guldbelagt stol med sin tidligere fjende, Ruslands præsident Vladimir Putin. VI studiet er gæst Hetav Rojan, som er lektor på Københavns Professionshøjskole og vært Karen Philippa Larsen
FE-sagen lever videre i fiktionens verden
14. oktober
Forfatter Iben Albinus har skrevet romanen “For rigets sikkerhed”, som tager afsæt i den meget omtalte FE-sag. Inspirationen til bogen kom fra en af de FE-medarbejdere, som blev fritaget for tjeneste mistænkt for at have lækket statshemmeligheder til fremmede magter. Vi taler med Iben Albinus om mødet med kilden fra FE og om som forfatter at bevæge sig i gråzonen mellem virkelighed og fiktion.
Blev Nord Stream 1 og 2 sprængt indefra?
9. oktober
Det er mere end tre år siden, at gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 blev sprængt på bunden af Østersøen. Hidtil har der alene været talt om, at sprængningerne blev foretaget eksternt på ydersiden af rørene. Men kan de i virkeligheden været sprængt indefra? Det mener Tommy Byskov, som har arbejdet med rørledninger i olie- og gasindustrien hele sit liv. Vi har også besøg af Andreas Munk, som er redaktør for graverprojekter på Frihedsbrevet og med i mediets “Taskforce Nord Stream”. Klip fra Deutsche Welle og Frihedsbrevet
Kan USA’s økonomiske interesser åbne for fred i Gaza?
7. oktober
Den amerikanske præsident Donald Trump har fået otte arabiske lande og Israel med på en fredsplan for Gaza. For første gang siden Hamas’ terrorangreb i Israel 7. oktober 2023 kan der være en reel mulighed for en våbenhvile og fredsproces. Hamas er gået med til forhandlinger, som lige nu foregår i Egypten. Bag den amerikanske plan ligger store amerikanske økonomiske interesser - ikke mindst for Donald Trump selv og hans familie.
Putin-hviskeren i Minsk flirter med Trump
2. oktober
Mens Europa opruster og isolerer Rusland og Belarus, har den amerikanske præsident Trump en anden tilgang. Den amerikanske administration ser den belarusiske præsident Aleksandr Lukasjenko som en Putin-hvisker, der kan påvirke Rusland. Det har åbnet for nye diplomatiske bånd mellem USA og Belarus, som bl.a. har betydet, at den tidligere oppositionspolitiker Sergei Tikhanovskij er blevet løsladt efter fem års fængsel og amerikanske sanktioner mod det belarusiske flyselskab Belavia er lettet. Vi taler om Belarus og USA med Belarus-kenderen Jonathan Schacht Halling Nielsen og Matias Seidelin, som er forsvars- og sikkerhedspolitisk seniorkorrespondent på OLFI.
Kaj Birksted delte vandene, da Flyvevåbnet opstod i dag for 75 år siden
1. oktober
Piloten Kaj Birksted var en af ganske få danske militære helte under Anden Verdenskrig. Han flygtede til Norge og blev pilot i Royal Air Force (RAF), hvor han i sin Spitfire nedskyd omkring 10 tyske fly i løbet af krigen. Efter afslutningen af krigen ønskede RAF, at han blev chef for det nye danske flyvevåben, men Kaj Birksted viste sig at være en kontroversiel figur, som derfor aldrig blev chef for Flyvevåbnet. Forfatteren Thomas Harder udgav I 2024 bogen “Birk”, som fortæller historien. Vi har Thomas Harder i studiet.
Allierede hjælper Danmark med droneforsvar
30. september
Regeringen aner stadig ikke, hvem der stod bag de mange indrapporterede hændelser med droner over Danmark den seneste uge. Hverken politiet, PET, FE eller Forsvaret er kommet tættere på, hvilke droner der fløj ind over Danmark, hvor de kom fra, eller hvor de forsvandt hen. I Tyskland har man helt generelt reageret noget mere afdæmpet, når landet løbende bliver udsat for hybridangreb. Vi har østeuropaanalytiker og tidligere Tyskland-korrespondent for Jyllands-Posten, Poul Funder Larsen, med til at fortælle om situationen i Tyskland.
Danmark under hybridangreb – droner truede kampflybase
25. september
Danmark er ramt af et ”hybridangreb” med droner fra en ukendt professionel aktør, siger forsvarsministeren. Flere droner lukkede igen danske lufthavne, og denne gang truede de også Danmarks kampflybase i Skrydstrup. Værter: Peter Ernstved Rasmussen og Karen Philippa Larsen
Tre droner får Danmark på den anden ende
23. september
Mandag aften tvang tre droner Københavns Lufthavn til lukke for alle flyvninger, hvilket forårsagede forsinkelser og aflysninger. Over 20.000 passagerer blev berørt, og tirsdag kaldte statsminister Mette Frederiksen hændelsen for “det hidtil mest alvorlige anslag mod dansk kritisk infrastruktur”, og senere kaldte Københavns Politi hændelsen for et angreb. Ifølge politiet ville dronerne dog ikke skade personer, men i stedet “vise sig frem”. Hændelsen kommer efter en række russiske krænkelser af nationalt luftrum i Polen, Rumænien og Estland. Men er det også Rusland, som står bag denne gang, og hvordan kunne det overhovedet ske? Frontlinjen har i dag besøg af Matias Seidelin fra OLFI.
Danmark skal kunne angribe Rusland
18. september
Danmark skal investere i langtrækkende præcisionsvåben. Statsministeren kalder det et paradigmeskifte i dansk forsvarspolitik, og Ruslands ambassadør til Danmark siger at det uden tvivl vil blive taget i betragtning. I Frontlinjen i dag kigger vi nærmere på de langtrækkende præcisionsvåben; Hvad kan de? Hvordan skal de affyres? Og hvorfor er de så vigtige for at kunne forsvare Danmark. Vi undersøger også Ruslands reaktion på de danske planer om de nye langtrækkende våben. Værter: Peter Ernstved Rasmussen og Karen Philippa Larsen
Splittelsen i USA når nye højder
17. september
Mordet på MAGA-influenceren Charlie Kirk splitter USA. Men splittelsen er ikke ny. Helt tilbage i 1860’erne var den amerikanske borgerkrig med til at splitte nationen, og sårene ser ud til aldrig at være helet. Vi har besøg af historiker og USA-eksperten Philip Chr. Ulrich, som netop er udkommet med bogen ‘Gettysburg'.
Kamptræning i Grønland, nye fly og nyt luftforsvar
16. september
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har på fire dage købt militært isenkram for omkring 70 mia. kr. Mandag fortalte han til TV2, at Danmark køber overvågningsfly af typen P8 Poseidon for et tocifret milliardbeløb, og fredag indgik partierne bag forsvarsforliget aftale om at købe jordbaseret luftforsvar for 58 mia. kr. Men køber vi overhovedet det rigtige isenkram? Vi debatterer de milliarddyre investeringer og vender også en vild sag, som omhandler virksomheden Pro-Safe i Korsør. Den blev slagtet og ofret af forsvarsministeren og materiel- og indkøbsstyrelsen på bagrund af rygter, som der viste sig slet ikke at være hold i.
Rusland tester Natos beredskab
11. september
Natten til onsdag fløj 19 russiske droner ind over grænsen til Polen og blev efterfølgende skudt ned af allierede kampfly fra Polen og Holland. Men hvorfor udfordrer Rusland Natos territorie på denne måde? Frontlinjen tager en klassisk militær metode i brug og gennemfører en slags mini-wargaming med adjunkt Jonas Gejl Kaas fra Forsvarsakademiet. Vi opstiller tre realistiske scenarier for, hvordan Nato kan handle og taler om, hvordan Rusland vil reagere, alt efter hvad Nato iværksætter som modsvar til krænkelsen af Natos territorium.
Forsvaret har øget indsatsen i Grønland
9. september
I 75 år har den militære indsats i Grønland nogenlunde lignet sig selv med nogle fly til overvågning og skibe til kystvagttjeneste. Men i løbet af de seneste måneder er aktiviteten taget voldsomt til i styrke. Det skyldes ikke Donald Trump, men øget interesse fra Rusland og Kina fortæller generalmajor Søren Andersen, som er chef for Arktisk Kommando. Han leder de militære tropper i Arktis, som med skiftende intensitet tæller både fly, skibe, hærenheder, specialoperationsstyrker, værnepligtige og besøg fra allierede. Søren Andersen er dagens gæst i denne udgave af Frontlinjen.
Sikkerhed sender soldater i containere på hjul
4. september
Frygten for personskade fik i 2015 Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) til at indføre et forbud mod transport af soldater på lad. Siden har vi kunnet fortælle molbohistorier om soldater i taktisk fremrykning opsiddet med blå futter i hvide Vikingbusser med slipseklædte civile chauffører. Nu har FMI indkøbt 182 containere med sæder og vinduer til persontransport. Vi vender sagen med oberst Thomas Øgendahl Knudsen fra FMI, og så når vi også at vende sagen om dansk-syreren Ahmed Samsam, som var meddeler for PET og FE. Det slog Højesteret fast tirsdag.
Kina sætter sig i førersædet på den nye verdensorden
2. september
I kinesiske Tianjin har præsident Xi Jinping samlet lederne fra 40 pct. af verdens befolkning med fokus på at sætte sig i førersædet i den nye multipolære verdensorden. Her er Ruslands præsident Putin æresgæst sammen med Indiens Narenda Modi, og de seneste dage har verden kunnet grine ad både video og billeder af Modi og Putin hånd i hånd. Men hvad er der på spil, og hvor stiller topmødet i Shanghai Cooperation Organisation (SCO) USA og Europa? Vi taler om den seneste udvikling med lektor Camilla Nørup Sørensen fra Forsvarsakademiet og Matias Seidelin fra forsvarsmediet OLFI.
Afspiller nu

Morgen

06:05
12:00