Det mest magiske filmminde af dem alle er historien om Dorothy og hendes rejse fra gode gamle Kansas til technicolor-fantasiriget Oz, hvor virkelighedens helte og skurke vandrer rundt i eventyr-versioner af sig selv. Den sure, rige dame er en heks, de rare arbejdsmænd er henholdsvis fugleskræmsel, tinmand og en løve, og den lokale gøgler er en stor og mægtig troldmand - og alle gennemsyrer de amerikansk popkultur fra 1939 og frem til i dag.

Dronningens nytårstale, vagtskiftet ved Amalienborg, 90 års fødselsdag og DRs pigekor. Det er bare nogle af de traditionsbundne tv-ritualer vi dansker følger, på årets sidste dag. Og i dette sidste afsnit af 'Vores magiske filmminder' spørger vi os selv, hvad det er der er så magisk ved de her tv-traditioner - hvor de kommer fra, og om de vil vare ved...

Den uforglemmelige historie om Kevin, der bliver efterladt alene hjemme har været den definerende julefilm for en hel generation af amerikaniserede danskere – og så har den ovenikøbet fået sit eget danske ekko i form af Krummerne. Men udover at være originalen blandt skurkene Boris og Ivan og det uhyggelig fyr i kælderen er det også et uforligneligt portræt af møde mellem de voksnes verden og børnenes univers – et møde, der aldrig bliver mere magisk end lige netop til jul.

Filtdukker har overtaget Charles Dickens univers, og gotisk litteratur smelter sammen med amerikanske kernefamilier, gammeldags gudfrygtighed og moderne popkultur. Men kan man gøre én karakter til to, fjerne Miss Piggys diva-komplekser og lade lungesyge Tiny Tim være en frø – og slippe godt fra det? Det korte svar er ja…

En vidunderlige jule-romantisk komedie, der i bagklogskabens lidet flatterende lys næsten ligner en fejring af metoo-relationer med både premierministeren og den personlige assistent, direktøren og sekretæren samt forfatteren og rengøringshjælpen. Men vi tilgiver den, fordi den også har givet os barneforelskelsen, det livslange venskab, søskendekærlighed og mængder af vaskeægte jule-romantik.

’Twas the Night before Christmas’ er starten på et af de mest berømte juledigte – og inspirationen bag Tim Burtons mesterværk fra 1994, hvor græskarkongen fra Halloween-land får en livskrise, og beslutter, at han hellere vil være julemand. Men kan det ranglede skelet udfylde Julemandens enorme pelskåbe? Kan hunden Zero med den orange-lysende græskar tud hjælpe ham med at finde vej i en tåget julenat? Og kan man overhovedet have en julefilm fyldt med spindelvæv, hekse, kirkegårde og monstre?

Er der mere dansk end Far til fire-filmene? Er der noget mere nostalgisk? Historien om Søs, Ole, Mie og Per, deres blødsødne far, skøre onkel Anders og sure Fru Sejersen startede som en tegneserie-stribe, men blev succesfuldt forvandlet til en kronjuvel inden for danske familiefilm. Men kan man bygge en film op på små sjove historier og punchlines? Kan tegnede karikaturer oversættes til levende mennesker? Og kan film fra 1950’erne stadig være relevante i dag? Ja, ja og atter ja!

Det er ikke Ringenes Herre. Men det er historien om en mand – lille af højde, stor af format, der drager ud i verden med en dyrebar skat i håb om at overvinde ondskaben selv. På vejen får han hjælp af en sammenslutning af modige personer fra alle mulige og magiske arter – et broderskab, der sværger at beskytte det dyrebareste af alt. Men er denne glemte film et overset fantasy-mesterværk? Eller er den et ligegyldigt sammensurium af Ringenes Herre, Tornerose, Biblen og Junglebogen? Lyt og tag stilling!

Året er 1991 og Arnold feberen når hidtil uanede højder med Terminator II, hvor en klassisk 90’er møgunge med sjasket pandehår, posede bukser og smarte udtryk lærer et fortidslevn fra fremtiden at tale og føle som et menneske af kød og blod – fejl og uskyld. En klassisk fortælling om mennesket mod maskinen, der præcis som Mary Shelleys Frankenstein og Steven Spielbergs Jurassic Park lærer os om respekten for liv – og ærefrygten for egen skabertrang.

”Royale with cheese”, et ur oppe i anus og en kanyle gennem Uma Thurmans brystplade er bare et par af de ikoniske øjeblikke, som Pulp Fiction har givet os. Men er der overhovedet nogen sammenhængende historie i det her fragmenterede postmoderne miskmask af en film? Kan kikset popkultur være kunst? Og er ’coolness’ i virkeligheden synonym med umodenhed?

En dansk gyser efter amerikansk skabelon ruller sig ud i 90’ernes København, og sætter gang i en regulær gyser-bølge i Danmark med blandt andet Lars von Triers Riget og Dennis Jürgensen ’Mørkeleg’ og ’Den sidste time’ lige i hælene. Ole Bornedal fortæller imidlertid historien om en ung Nikolaj Coster-Waldau, der tager et studiejob som nattevagt på retsmedicinsk institut – og hånd i hånd med Sofie Gråbøl og Kim Bodnia vandrer lige i armene på en blodtørstig og nekrofil seriemorder spillet af den folkekære Ulf Pilgaard.

“Who you gonna call? GHOSTBUSTERS!” er indprentet på de flestes hjerner, og har været det siden 1984. Men hvad er Ghostbusters egentlig for en film? Splatter? Gyser? Spøgelseshistorie? Komedie? Eller en blanding? Det er i hvert fald fortællingen om tre nørder, der i modsætningen til 80’ernes yuppie-klasse har hverken penge, succes eller udseendet med sig. Alligevel lykkes det de tre undermålere at redde dagen og blive hyldet af New Yorks folkemasser samt filmens sexede kvinde – og undervejs gøre brug af samtlige special effects i historien. Så genren er måske faktisk bare ”den ultimative drenge-fantasi”.

… eller ’Skønne Sild’ som filmen kom til at hedde på dansk refererer til de tre ikoniske kvinder, Cher, Winona Ryder og Christina Ricci, der bærer denne coming-of-age-film fra start til slut. Året er 1963, og vi følger en alenemor og hendes to døtre, der kæmper med – eller snarere mod – de mange forventninger til kvinder, der strømmer imod dem fra både samfundet og fra hinanden. For hvad forventes, der af en mor? Og hvad forventer ens mor af én? Og hvad sker der, når man hverken passer ind i sin egen familie eller i verden udenfor?

Den første danske film til at vinde en Oscar, og starten på en æra, hvor Danmark gik fra en filmnation defineret ved folkekomedier til hjemlandet for Bille August, Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Ole Bornedal, Susanne Bier og mange andre. Kunst, religion, sansernes eufori og åndens guddommelighed er alle enorme temaer i Karen Blixens lille bitte fortælling om de to gudfrygtige pebermøer og deres franske tjenestepige, der viser sig at være chefkokken fra den berømte Café Anglais i Paris. Og på en eller anden måde har denne historie nu fået billeder, der er akkurat ligeså fine, finurlige og forunderlige som fortællingen selv.

Den næstbedst sælgende film i 1992 – og det bedst sælgende soundtrack nogensinde. Spørgsmålet er hvorfor, når romantikken halter, handlingen er fragmenteret og thriller-plottet ignoreres halvdelen af tiden. Men disse ellers grundlæggende filmelementer bliver kan åbenbart undværes, når man får to timer med Whitney Houstons stemme og Kevin Costners skuespil.

Før der var Star Wars-universet var der filmen – den første af sin slags, der blot bar titlen ”Star Wars”. Historien om en fjern galakse, der i en fjern fremtidsfortid var splittet det højteknologiske Hitler-regime på den ene side og de toga-klædte demokratiske bønder på den anden side. Blandt de gode kæmper den 70’er feministiske Princess Leia side om side med jedi-ridderne Luke Skywalker og Obiwan Kenobi, og med hjælp fra det vilde vestens førstepilot, rumcowboyen Han Solo tager de kampen op mod Darth Vader, dødstjernen og al totalitær magt i den ydre galakse.

En bande kriminelle københavnere, der efter et kup og med en kuffert fuld af penge planlægger at flygte til Spanien, men ender i Jylland og slår sig til tåls med det stille liv på bunden af samfundet. En slags Olsen Banden anno 2000, og måske en af de sjoveste og mest citerede film i dansk filmhistorie. Men er filmen virkelig så god? Har de fire hovedpersoner fortjent at leve lykkeligt til deres dages ende? Og hvordan kender man forskel på hygge-racisme og sund satire?

Den bedste animerede film i menneskets historie – hvis man spørger film- og animationseksperter. Men når man er vokset op med Disneys kontrastfyldte billeder, krystalklare fortællinger og stort anlagte symfoni-popmusik, er det så overhovedet muligt at omstille sig til japansk animation med bløde disede farver, uforklarlige mystiske væsner og pivåbne slutninger?

Vi slår dørene op til Jurassic Park, og bevæger os dybt ind i junglen af dino-dreng og 90’er feminisme. Vi lader os fascinere af både planteædere og kødædere, genteknologi – og filmteknologi – og selvfølgelig Spielbergs uforlignelige flair for at lave noget nær den perfekte film.

Vi siger velkommen til Pink Ladies, T-Birds, Danny og Sandy og et kulturelt bagtæppe af 1950’ernes burger- og jukebox-kultur, fede biler, pastelfarver og Elvis-hår – og så selvfølgelig også 1960’ernes og 1970’ernes ungdomsoprør mod det etablerede samfunds formaninger om sund livsstil, uddannelse, ægteskab og kernefamilie – i dén rækkefølge.

Det gamle Syden – en verden af galante kavalerer, brusende balkjoler og idylliske bomuldsplantager og så selvfølgelig en slaveklasse af mishandlede tvangsarbejdere. En verden, der heldigvis og for altid er borte med blæsten, men som har dannet bagtæppe for en af de mest mageløse storfilm i historien. Udover at være et hvidt vidnesbyrd fra det gamle Syden, er 'Borte med blæsten' også en visuelt mageløs fortælling om én af de mest legendariske kvindelige antihelte i litteraturen: Margaret Mitchells Scarlett O’Hara, der hærdes i det uendelige af sin kamp for at overleve barndommens naive forventninger til livet. En kamp hun vinder, fordi – hun i modsætning til det gamle Syden – rejser sig igen og igen og igen.

Vi er i Paris i 1899 – og samtidig i 2001. I denne jukebox-musical bliver poesi, forfald, cancan-dansere, opera-referencer og rock-hits hvirvlet sammen i en stor kaotisk og postmoderne karrusel. Historien er fortalt til ukendelighed: En dødeligt syg prostitueret med et hjerte af guld forelsker sig i ung, idealistisk kunstnertype. Nicole Kidman er den glitrende diamant, der hoster blod op, og tappert danser sig frem til sit dødsleje. Ewan McGregor er den unge poet, der med Toulouse Lautrec ved sin side må kæmpe mod både den griske bordelejer, den besidderiske Duke og sine egne indre dæmoner. Heldigvis får han hjælp fra både Madonna, Nirvana, Beatles, David Bowie og mange flere.

Med John Travolta på dansegulvet og BeeGees i ørergangene når disko’en sit absolutte klimaks. Men 1970’ernes disko-kultur var først og fremmest en flugt væk fra et samfund tynget af ulighed, arbejdsløshed, racisme, chikane og overgreb – en flugt ind i hurtige rytmer, farvede lys, glimmer, høj musik, plateausko og stoffer. For disko-generationen såvel som alle andre generationer af hjemmeboende udearbejdende unge voksne bliver den grå hverdag kureret med den evigt – eller i hvert fald ugentligt – tilbagevendende Saturday night fever. Men hvad sker, når nattens feberdrømme aftager, og dagslyset, hverdagen og virkeligheden kommer væltende tilbage igen?

Kærlighed, utroskab, adoption og HTH køkkener håndteres simultant af to håndværkere i en lastbil over medbragte rugbrødsmadder, og to klinikdamer, der ryger i smug på skønhedsklinikkens personaletoilet. 90’erne bød på en gruopvækkende perlerække af voldsomme danske film om vold, mord, psykopati og incest. Men i 1999 kommer Susanne Bier med denne romantiske komedie skåret efter en klassisk Hollywood skabelon med bløde hovedpersoner, der overkommer en livskrise, finder sig selv og forelsker sig - kun afbrudt af komiske guldkorn fra farverige bikarakterer. Og sjældent har en Hollywood film føltes mere dansk, end når håndværkeren Knud kæmper med navnet ”Mmmm-a-gala” eller den leverpostejsfarvede psykologistuderende Mulle cementerer egen autoritet med stjernereplikken ”syv år, Niller”.

MTV går i luften i 1981, og sætter gang i en veritabel kaskade af dansefilm med både Fame, Footloose og Flashdance. Men den mest ikoniske er og bliver Dirty Dancing. Med et soundtrack, der kostede mere end hele filmproduktionen og den højspændte energi mellem Baby og Johnny både bag og foran kameraet, er man som hypnotiseret fra de første spæde dansetrin til det afsluttende danseorgie, hvor alle klasser, racer, aldre, køn og dansestile mødes i skøn og fuldstændig urealistisk forening.

I en tid hvor sendefladen er plastret til med High School drama, formår den forkælede Beverly Hills-pige Cher at skille sig ud med sin særlige kombination af overfladisk egoisme og intelligent følsomhed. I mangel på et egentlig plot bliver filmen simpelthen båret frem af let genkendelige teenagetyper som den populære pige, sportsidioten, den hashrygende skater-type, det dramatiske kærestepar, den nye i klassen, og den modne (og moody) intellektuelle type. Og så selvfølgelig en masse make-overs, meta-lag, rappe replikker og hovedpersonens stræben efter at blive det perfekte renæssancemenneske.

Julia Roberts og Richard Gere er ikoniske i rollerne som finansfyrsten Edward Lewis og den gadeprostituerede Vivian Ward, der finder hinanden i en kynisk og kold verden på henholdsvis toppen og bunden af samfundet. Vores kvindelige hovedrolle får flot tøj og gode manerer, mens overklasse-manden overkommer sine faderkomplekser, så de to kan få hinanden til sidst, og seeren kan få en lykkelig slutning. Men er slutningen er lidt for lykkelig? Er Richard Gere lidt for gammel og Julia Roberts lidt for smuk? Og hvad kræver det egentlig at kunne begå sig i overklassen?

Den skønne forening af Bjarne Reuters humor og Bille Augusts patos forløses her i den unikke og magiske historie om Buster Oregon Mortensen – en lille dreng, men en stor tryllekunstner. For selvom Buster er lige lovlig lille til at kunne klare sig imod den gigantiske budcykel, store knallert-bøller og alt for alvorlige voksne, så er der det særlige ved Buster, at han har magien. Og uanset om de magiske kræfter kommer fra den blå hat med stjerner, hans loyale lillesøster eller den livskloge Fru Larsen, eller måske den engle-agtige Joanna, så er budskabet nogenlunde det samme: ”Bliv ved med at trylle, Buster.”

Den uhyggeligt stærke og totalt amoralske Quark skaber problemer for alle andre end sig selv i de nordiske guders mytiske Valhalla. Tegneseriehæfterne om Valhalla og Quark er uforglemmelige i sig selv, og animationsfilmen har et bemærkelsesværdigt højt ambitionsniveau, og er en interessant indføring i de nordiske guder. Men spørgsmålet er om der tilføres noget nyt til de gamle myter - og om menneskekaraktererne Tjalfe og Røskva er lidt for 80'er triste til at stå mål med udbryderkarakteren og jættebarnet - og legenden - Quark...

Midt mellem 2. Verdenskrig gru og 60’ernes voldsomme ungdomsoprør findes et lille fredeligt 50’er univers med landidyl, falde-på-halen-komik og dejligt traditionelle kønsroller kaldet ’Charles Tante’. Dirch Passer er i topform – og i dametøj – i denne forvekslingskomedie, og Ghita Nørby og Susse Wold er purunge. Det samme kan ikke siges om Ove Sprogø, der iført studenterhue og rynker giver den som en overraskende charmende midaldrende, ung mand. Men er Dirch Passer i dametøj nok til at gøre en film sjov? Er Donna Lucia en ægte golddigger ligesom Lohmann? Og kan det virkelig passe, at alt sagt på syngende sjællandsk er sjovt?