Vi siger velkommen til Pink Ladies, T-Birds, Danny og Sandy og et kulturelt bagtæppe af 1950’ernes burger- og jukebox-kultur, fede biler, pastelfarver og Elvis-hår – og så selvfølgelig også 1960’ernes og 1970’ernes ungdomsoprør mod det etablerede samfunds formaninger om sund livsstil, uddannelse, ægteskab og kernefamilie – i dén rækkefølge.

Det gamle Syden – en verden af galante kavalerer, brusende balkjoler og idylliske bomuldsplantager og så selvfølgelig en slaveklasse af mishandlede tvangsarbejdere. En verden, der heldigvis og for altid er borte med blæsten, men som har dannet bagtæppe for en af de mest mageløse storfilm i historien. Udover at være et hvidt vidnesbyrd fra det gamle Syden, er 'Borte med blæsten' også en visuelt mageløs fortælling om én af de mest legendariske kvindelige antihelte i litteraturen: Margaret Mitchells Scarlett O’Hara, der hærdes i det uendelige af sin kamp for at overleve barndommens naive forventninger til livet. En kamp hun vinder, fordi – hun i modsætning til det gamle Syden – rejser sig igen og igen og igen.

Vi er i Paris i 1899 – og samtidig i 2001. I denne jukebox-musical bliver poesi, forfald, cancan-dansere, opera-referencer og rock-hits hvirvlet sammen i en stor kaotisk og postmoderne karrusel. Historien er fortalt til ukendelighed: En dødeligt syg prostitueret med et hjerte af guld forelsker sig i ung, idealistisk kunstnertype. Nicole Kidman er den glitrende diamant, der hoster blod op, og tappert danser sig frem til sit dødsleje. Ewan McGregor er den unge poet, der med Toulouse Lautrec ved sin side må kæmpe mod både den griske bordelejer, den besidderiske Duke og sine egne indre dæmoner. Heldigvis får han hjælp fra både Madonna, Nirvana, Beatles, David Bowie og mange flere.

Med John Travolta på dansegulvet og BeeGees i ørergangene når disko’en sit absolutte klimaks. Men 1970’ernes disko-kultur var først og fremmest en flugt væk fra et samfund tynget af ulighed, arbejdsløshed, racisme, chikane og overgreb – en flugt ind i hurtige rytmer, farvede lys, glimmer, høj musik, plateausko og stoffer. For disko-generationen såvel som alle andre generationer af hjemmeboende udearbejdende unge voksne bliver den grå hverdag kureret med den evigt – eller i hvert fald ugentligt – tilbagevendende Saturday night fever. Men hvad sker, når nattens feberdrømme aftager, og dagslyset, hverdagen og virkeligheden kommer væltende tilbage igen?

Kærlighed, utroskab, adoption og HTH køkkener håndteres simultant af to håndværkere i en lastbil over medbragte rugbrødsmadder, og to klinikdamer, der ryger i smug på skønhedsklinikkens personaletoilet. 90’erne bød på en gruopvækkende perlerække af voldsomme danske film om vold, mord, psykopati og incest. Men i 1999 kommer Susanne Bier med denne romantiske komedie skåret efter en klassisk Hollywood skabelon med bløde hovedpersoner, der overkommer en livskrise, finder sig selv og forelsker sig - kun afbrudt af komiske guldkorn fra farverige bikarakterer. Og sjældent har en Hollywood film føltes mere dansk, end når håndværkeren Knud kæmper med navnet ”Mmmm-a-gala” eller den leverpostejsfarvede psykologistuderende Mulle cementerer egen autoritet med stjernereplikken ”syv år, Niller”.

MTV går i luften i 1981, og sætter gang i en veritabel kaskade af dansefilm med både Fame, Footloose og Flashdance. Men den mest ikoniske er og bliver Dirty Dancing. Med et soundtrack, der kostede mere end hele filmproduktionen og den højspændte energi mellem Baby og Johnny både bag og foran kameraet, er man som hypnotiseret fra de første spæde dansetrin til det afsluttende danseorgie, hvor alle klasser, racer, aldre, køn og dansestile mødes i skøn og fuldstændig urealistisk forening.

I en tid hvor sendefladen er plastret til med High School drama, formår den forkælede Beverly Hills-pige Cher at skille sig ud med sin særlige kombination af overfladisk egoisme og intelligent følsomhed. I mangel på et egentlig plot bliver filmen simpelthen båret frem af let genkendelige teenagetyper som den populære pige, sportsidioten, den hashrygende skater-type, det dramatiske kærestepar, den nye i klassen, og den modne (og moody) intellektuelle type. Og så selvfølgelig en masse make-overs, meta-lag, rappe replikker og hovedpersonens stræben efter at blive det perfekte renæssancemenneske.

Julia Roberts og Richard Gere er ikoniske i rollerne som finansfyrsten Edward Lewis og den gadeprostituerede Vivian Ward, der finder hinanden i en kynisk og kold verden på henholdsvis toppen og bunden af samfundet. Vores kvindelige hovedrolle får flot tøj og gode manerer, mens overklasse-manden overkommer sine faderkomplekser, så de to kan få hinanden til sidst, og seeren kan få en lykkelig slutning. Men er slutningen er lidt for lykkelig? Er Richard Gere lidt for gammel og Julia Roberts lidt for smuk? Og hvad kræver det egentlig at kunne begå sig i overklassen?

Den skønne forening af Bjarne Reuters humor og Bille Augusts patos forløses her i den unikke og magiske historie om Buster Oregon Mortensen – en lille dreng, men en stor tryllekunstner. For selvom Buster er lige lovlig lille til at kunne klare sig imod den gigantiske budcykel, store knallert-bøller og alt for alvorlige voksne, så er der det særlige ved Buster, at han har magien. Og uanset om de magiske kræfter kommer fra den blå hat med stjerner, hans loyale lillesøster eller den livskloge Fru Larsen, eller måske den engle-agtige Joanna, så er budskabet nogenlunde det samme: ”Bliv ved med at trylle, Buster.”

Den uhyggeligt stærke og totalt amoralske Quark skaber problemer for alle andre end sig selv i de nordiske guders mytiske Valhalla. Tegneseriehæfterne om Valhalla og Quark er uforglemmelige i sig selv, og animationsfilmen har et bemærkelsesværdigt højt ambitionsniveau, og er en interessant indføring i de nordiske guder. Men spørgsmålet er om der tilføres noget nyt til de gamle myter - og om menneskekaraktererne Tjalfe og Røskva er lidt for 80'er triste til at stå mål med udbryderkarakteren og jættebarnet - og legenden - Quark...