Minister: Styrelse undersøger anklage om muligt misbrug af penge i Gadejuristen

Årets Dansker. Nanna W. Gotfredsen, stifter og leder af projektet Gadejuristen. Web lille

Skrevet af

2. juni 2023

Over to år efter, at medarbejderne advarede bestyrelsen i Gadejuristen om flere forhold, bliver Moderaterne-ordfører Nanna W. Gotfredsens livsværk nu sat under lup hos styrelse, der undersøger anklage om muligt misbrug af skattekroner.

Social- og Boligstyrelsen undersøger “en anklage” om “uacceptabel brug af offentlige midler” i retshjælpsorganisationen Gadejuristen, der blandt andet er grundlagt af Moderaternes ordfører for udsatte mennesker, Nanna W. Gotfredsen. 

Det viser et svar fra social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), der er blevet offentliggjort på Folketingets hjemmeside torsdag eftermiddag. 

Undersøgelsen kommer, efter at Gadejuristen og Nanna W. Gotfredsen de seneste uger er blevet kritiseret for en række sager, der stammer fra den periode, hvor folketingsmedlemmet var daglig leder af Gadejuristen. 

Blandt andet har Radio4 beskrevet, hvordan Gadejuristen i januar 2020 brugte over 88.000 kr. fra kontoen “egne midler” til at købe en trehjulet kabinescooter, kaldet en tuktuk, der ifølge Gadejuristen skulle bruges til Folkemødet på Bornholm. 

Tuktukken blev placeret hos Nanna W. Gotfredsens daværende kæreste på Bornholm, der selv har fortalt Radio4, at han har brugt tuktukken privat. 

Radio4 har også beskrevet, at revisorer fire år i træk har advaret Gadejuristen, om at det var muligt at misbruge organisationens midler, uden at det kunne opdages. Nanna W. Gotfredsen var daglig leder i størstedelen af den periode.

Medarbejdere advarede 

Allerede i februar 2021 blev Gadejuristens bestyrelse advaret om en række forhold i Gadejuristen fra flere medarbejdere. 

I et brev forklarede medarbejderne, at der på et tidspunkt manglede bilag for over 100.000 kr., og at der var blevet brugt penge på gavekort, der ifølge dem blev delt ud til nogle få og udvalgte, udsatte mennesker. 

Social- og Boligstyrelsen har tidligere oplyst Radio4 om, at styrelsen aldrig har modtaget det bekymringsbrev, som medarbejderne sendte til bestyrelsen. 

Det er uvist, om de tidligere medarbejdere, der har advaret om problemer, bliver en del af den undersøgelse, som styrelsen i øjeblikket laver. 

Styrelsen har ikke haft mulighed for at svare på Radio4s spørgsmål inden deadline.  

Artiklen fortsætter under opslaget.

Uvist hvad der undersøges 

Det er Danmarksdemokraternes Susie Jessen, der på baggrund af sagerne har krævet et svar på, hvordan social- og boligministeren vil sikre, at Gadejuristen, der hvert år får millioner af skattekroner i tilskud, ikke misbruger pengene. 

“Det beroliger mig, at styrelsen allerede er i gang med noget, fordi vi har jo brug for at komme til bunds i det her og finde ud af, om der er nogle offentlige midler, der er blevet brugt forkert. Så jeg er glad for svaret fra ministeren og ser frem til konklusionerne,” siger Susie Jessen.  

Gadejuristen er underlagt tilsyn fra Social- og Boligstyrelsen, men det er indtil videre uvist, hvad styrelsen helt konkret undersøger. 

“Jeg har noteret mig de forhold og kritikpunkter vedrørende Gadejuristen, der fremgår af de artikler, som Radio4 har bragt. Jeg har i den forbindelse noteret mig, at kritikken særligt omhandler Gadejuristens måde at forvalte organisationens penge på i en periode under den tidligere ledelse,” skriver ministeren i svaret. 

Nanna W. Gotfredsen, der i næsten to årtier har været frontfigur for Gadejuristen, har hidtil ikke ønsket at stille op til et interview med Radio4. 

I et kortfattet skriftligt svar skriver hun, at hun “er glad for, at der igangsættes en undersøgelse.”

“Efter min bedste overbevisning er regnskaberne i min tid som leder i Gadejuristen, dvs. frem til primo 2021, blevet håndteret, som de skal, og jeg ser frem til, at der nu kommer fuld klarhed i sagen,” skriver Nanna W. Gotfredsen. Det er også Nanna W. Gotfredsens overbevisning, at der ikke er sket en uacceptabel brug af offentlige midler under hendes tid som leder af Gadejuristen. 

Hun har tidligere afvist kritikken i et opslag på Facebook, hvor hun beskrev, at hun “i vid udstrækning” selv skulle have samlet penge ind til kontoen “egne midler” gennem honorarer fra foredrag og “anden fundraising,” og at Gadejuristens tuktuk “ganske korrekt” blev opbevaret “i nærheden” af en af hendes private relationer. Det skyldtes “den simple årsag, at det var gratis,” skrev hun. 

I opslaget forholdt Nanna W. Gotfredsen sig ikke til beskrivelserne om, at den tidligere kæreste har fortalt Radio4, at han har kørt rundt i tuktukken. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan skriver revisorerne eksempelvis i regnskaber fra Gadejuristen.

Tre år i træk har revisorerne fra BDO kommenteret risikoen for at Gadejuristens midler kan blive brugt til private indkøb.

Minister afventer svar 

Ifølge social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil har departementet i Social-, Bolig og Ældreministeriet bedt styrelsen redegøre for, hvordan den håndterer en mistanke om “uretmæssig anvendelse af offentlige tilskudsmidler.” 

“Social- og Boligstyrelsen lader ikke nyhedsdækning være styrende for deres tilsyn, men de er meget opmærksomme på mediedækningen i deres dialog med tilskudsmodtager med henblik på at sikre, at tilskud anvendes inden for formålet,” skriver ministeren. 

“Social- og Boligstyrelsen er i gang med at afdække en anklage mod Gadejuristen om uacceptabel brug af offentlige midler. Jeg afventer derfor resultatet af Social- og Boligstyrelsens afdækning,” skriver hun. 

Radio4 har tidligere forsøgt at få svar på, hvordan styrelsen har håndteret de beskyldninger mod Gadejuristen, som fremgår af blandt andet det interne bekymringsbrev fra tidligere medarbejdere i Gadejuristen. 

Nanna W. Gotfredsen har selv forklaret om bilagshåndteringen i Gadejuristen, at hun “ikke selv har siddet med den opgave,” og at organisationen efter hendes “bedste overbevisning” rettede op på den interne kontrol efter kritik fra Gadejuristens revisor. 

Læs også:

Interne mails: Moderaterne-profil trodsede advarsler om at blande sig i voldtægtsanklage mod drabsoffer 

Revisor skyder Moderaterne-ordførers forklaring ned: Advarer igen om risiko for misbrug af penge til udsatte

Nye detaljer: Moderaterne-profil trak lægenotater, interne mails og håranalyse ud til sig selv i strid med reglerne

Har du et tip til en historie, som Radio4 bør undersøge? Så kan du kontakte Radio4’s undersøgende redaktion på tip@radio4.dk. 

Afspiller nu

AFTENRADIO

17:05
20:00