Revisor skyder Moderaterne-ordførers forklaring ned: Advarer igen om risiko for misbrug af penge til udsatte

Nanna W. Gotfredsen, nyvalgt folketingsmedlem for Moderaterne, skriver under på en erklæring om at ville overholde Grundloven i Fællessalen på Christiansborg, onsdag den 16. november 2022.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

17. maj 2023

Moderaterne-ordfører Nanna W. Gotfredsen affejede kritik af den interne kontrol i sit livsværk, Gadejuristen, med, at der nu var styr på problemerne.

Der er kommet styr på Gadejuristens interne kontrol af de udgifter, som organisationen betaler for.  

Sådan lød det fra Nanna W. Gotfredsen, der er udsatteordfører for Moderaterne og tidligere daglig leder i Gadejuristen, da Radio4 beskrev, hvordan hun i årevis var blevet advaret om store huller i den interne kontrol hos Gadejuristen, der hvert år modtager millioner af skattekroner i støtte fra det offentlige. 

“Som jeg husker det, fik vi i 2019 eller 2020 en henstilling om, at det var hensigtsmæssig regnskabspraksis fremadrettet at påføre bilagene to underskrifter. Dette blev efter min bedste overbevisning taget til efterretning og implementeret,” skrev Nanna W. Gotfredsen tidligere på ugen på sin Facebook-profil.  

Men et nyt årsregnskab for 2022, som Radio4 har fået aktindsigt i, fortæller nu en anden historie. Her har revisorerne fra BDO – ligesom i 2019, 2020 og 2021 – advaret om, at det stadig er muligt at misbruge Gadejuristens midler på grund af dårlig kontrol. Og igen får hullerne i kontrollen revisorerne til at foreslå, at bilagene bør blive gennemgået af to personer, inden de bliver godkendt.

“En meget stor del af institutionens almindelige driftsomkostninger minder i sagens natur om udgifter i en privathusstand. Det vil derfor være muligt at gennemføre private indkøb via institutionen, uden at de nuværende interne kontroller kan afdække private indkøb,” skriver revisorerne i et såkaldt revisionsprotokollat til 2022-regnskabet. 

Det er dermed fjerde år i streg, at Gadejuristen, der blandt andet betaler udgifter som dagligvarer, medicin og transport til socialt udsatte, bliver advaret om, at der er huller i den interne kontrol af de millioner af kroner, som organisationen forvalter.  

Per Nikolaj Bukh, der er økonomiprofessor ved Aalborg Universitet, har gennemgået de nye dokumenter for Radio4. 

“Da revisoren jo giver den samme påtegning i protokollatet, nemlig at der er nogle svagheder i kontrolmiljøet, må man jo konstatere, at de ikke kan være fuldt ud afhjulpet,” siger han og tilføjer:

“Når revisor anfører den samme bemærkning i revisionsprotokollatet som i de tidligere år, så må det jo være udtryk for, at de svagheder, der var i kontrolmiljøet i de tidligere år, stadigvæk delvist består,” siger økonomiprofessor Per Nikolaj Buk, som forklarer, at der dog ofte vil være svagheder i kontrolmiljøet i mindre organisationer.

Forsvundne bilag 

Nanna W. Gotfredsen var i 1999 med til at grundlægge Gadejuristen, der blandt andet tilbyder juridisk bistand til hjemløse, stofbrugere, sexarbejdere og socialt udsatte. Hun var i mange år daglig leder af organisationen, men i foråret 2021 udspillede der sig et drama internt i Gadejuristen, der blev ramt af massiv, intern uro. 

Stribevis af medarbejdere sagde op og etablerede sidenhen en direkte konkurrent, mens Nanna W. Gotfredsen blev suspenderet og tvunget på orlov.  

Efterfølgende beskyldte et bestyrelsesmedlem offentligt de nu forhenværende medarbejdere for at stå bag et decideret kupforsøg, mens medarbejderne omvendt har forklaret, at det handlede om, at de var bekymrede for Gadejuristens fremtid med Nanna W. Gotfredsen i spidsen. 

Som Radio4 har beskrevet, blev Nanna W. Gotfredsen dengang blandt andet beskyldt for omfattende bilagsrod. I et internt brev fra februar 2021 skrev en række af de daværende medarbejdere til bestyrelsen og gav udtryk for, at de var bekymrede for Nanna W. Gotfredsens brug af betroede midler. 

Brevet, som radiostationen 24syv også tidligere har omtalt, beskriver blandt andet, hvordan Nanna W. Gotfredsen på et tidspunkt skulle have haft så meget rod i sine bilag, at der manglede kvitteringer og fakturaer bag indkøb for over 100.000 kr. 

Hun blev i samme ombæring beskyldt for i flere tilfælde at have brugt store beløb på få og udvalgte klienter. 

I det nye revisionsprotokollat opfordrer revisorerne igen Gadejuristen til at forbedre den interne kontrol. 

“Det bedste middel til afhjælpning heraf er efter vor opfattelse, at der på regninger/indkøb anføres formål og evt. anledning til indkøbet, samt at regning attesteres af to personer i institutionen,” står der. 

“De foreslåede forretningsgange kan virke administrativt tunge, men vi anser samtidig forslaget som en beskyttelse af institutionens leder samt øvrige ansatte mod uretmæssig mistænkeliggørelse,” skriver revisorerne. 

“Der sker fejl alle steder” 

I sit opslag på Facebook skrev Nanna W. Gotfredsen ellers, at netop de huller i kontrollen, som hun blev advaret om i de tre år forud for det seneste årsregnskab, efter hendes “bedste overbevisning” var blevet “taget til efterretning og implementeret, ligesom regnskaberne er blevet godkendt.” 

“Men, helt ærligt, der sker fejl alle steder og jeg er bestemt heller ikke selv fejlfri,” skrev hun i opslaget, hvor hun tilføjede, at hun “er jordens mest ærgerlige person over, hvis dette skal komme til at skygge for det vigtige arbejde, som organisationen udfører på nu mere end 24. år.” 

“At være i politik er ikke for sarte sjæle, og det får jeg nu også at mærke. Jeg har gjort alt, jeg kunne, så godt jeg kunne, først og fremmest – altid – for vores mest udsatte, vil ikke bukke under, men tage det sure med det søde,” skrev hun. 

Som Radio4 har beskrevet er Nanna W. Gotfredsen ligeledes blevet kritiseret for at trodse flere advarsler og involvere sig i et opsigtsvækkende forløb. Det skete i forbindelse med, at hun var med til at fremskaffe og lade Gadejuristen betale for et ubrugeligt bevis, der ifølge internt materiale havde til hensigt at frembringe belastende oplysninger mod drabsofferet i en af de seneste års mest omtalte danske drabssager.  

I et kortfattet skriftligt svar til Radio4 skrev Nanna W. Gotfredsen, at “om en specifik sag skulle have været håndteret i Gadejuristen eller ej, endsige hvordan, har jeg – selvfølgelig – ingen kommentarer til”. 

Det har ikke været muligt at få et interview eller en kommentar fra hende i forbindelse med denne artikel. Hun har gennem kommunikationschefen i Moderaterne, Mette Thorn, afvist at svare på spørgsmålene og skriver, at Radio4 skal “rette henvendelse til Gadejuristen.” 

Partier kræver redegørelse 

Internt materiale har også afsløret, hvordan medarbejderne i Gadejuristen undrede sig over, at Nanna W. Gotfredsen i 2020 brugte over 88.000 kr. af Gadejuristens penge på en trehjulet kabinescooter, kaldet en tuktuk. 

Tuktukken blev placeret ved en af Nanna W. Gotfredsens daværende private relationer på Bornholm, og manden, der opbevarede tuktukken, har forklaret, at han på det tidspunkt var kærester med Nanna W. Gotfredsen. Han har ligeledes forklaret, at han brugte tuktukken privat. 

Nanna W. Gotfredsen har tidligere ikke ønsket at kommentere forløbet omkring tuktukken, men har i opslaget på Facebook afvist kritikken. I opslaget skrev hun, at tuktukken var betalt med “egne midler,” og at den “ganske korrekt” blev opbevaret “i nærheden af en af mine private relationer.” Ifølge hende var det af “den simple årsag, at det var gratis.”

“Den blev leveret med besked fra forhandleren om, at den skulle køres til inden den blev taget rigtigt i brug,” skrev Nanna W. Gotfredsen i opslaget, hvor hun forklarede, at tuktukken “blev erhvervet med det formål at skabe opmærksomhed om Gadejuristen på Folkemødet på Bornholm samt til brug særligt i de kolde måneder på gadeture i København.”

Hun undlod at kommentere oplysningerne om, at ekskæresten selv har forklaret, at han brugte den privat. 

Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti har tidligere krævet en skriftlig redegørelse fra socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) om sagen. 

“De her oplysninger understreger i den grad behovet for, at Socialministeren involverer sig i sagen og tager initiativ til en redegørelse. Det er vigtigt, at de offentlige midler, som vi deler ud ud bliver brugt rigtigt – og hvis midler er blevet brugt forkert, er det afgørende, at det kommer frem i lyset. Der er et behov for at få undersøgt denne sag til bunds. Det håber jeg også at ministeren er enig med mig i,” skriver politisk ordfører Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne i et svar.

Brigitte Klintskov Jerkel, socialordfører for Det Konservative Folkeparti bakker op om behovet for en skriftlig redegørelse.

“Jeg tænker, at det er stærkt bekymrende. Pengene skal jo netop bruges på bedste vis til de mennesker, der har brug for deres rådgivning og hjælp. Det skærper i sagens natur redegørelsens nødvendighed, så vi kan være helt sikre på, at alt er foregået korrekt, hvilket jeg selvfølgelig håber.”

Læs også: Medarbejderne undrede sig: Moderaterne-ordfører får kritik for opsigtsvækkende indkøb

Læs også: Moderaterne-profil blev tre år i træk advaret om risiko for misbrug af Gadejuristens penge

Læs også: Minister trækkes ind i Tuktuk-sag: “Vi synes, at det er ret alvorligt”

Læs også: Interne mails: Moderaterne-profil trodsede advarsler om at blande sig i voldtægtsanklage mod drabsoffer

Har du et tip til en historie, som Radio4 bør undersøge? Så kan du kontakte Radio4’s undersøgende redaktion på tip@radio4.dk. Du kan også kontakte journalisterne bag artiklen direkte og fortroligt via sikker mail her: thbodker@proton.me

Afspiller nu

COMEDY-KONTORET

00:00
00:55