Moderaterne-ordfører blev personligt orienteret om voldtægtsanmeldelse mod drabsoffer

Årets Dansker. Nanna W. Gotfredsen, stifter og leder af projektet Gadejuristen. Web lille

Skrevet af

22. maj 2023

Nye detaljer viser, at Moderaterne-ordfører Nanna W. Gotfredsen blev orienteret, da moren til to drabsdømte brødre politianmeldte offeret i en bestialsk drabssag fra Nordskoven på Bornholm.

Moderaterne-ordfører Nanna W. Gotfredsen blev personligt orienteret af moren til de to drabsdømte brødre, Mads og Magnus Møller, da moren i oktober 2021 valgte at politianmelde sine børns drabsoffer, Phillip Mbuji Johansen, for voldtægt. 

Det bekræfter Bornholms Politi nu over for Radio4, der samtidig oplyser, at moren indsendte voldtægtsanmeldelsen bare fem dage inden, at ankesagen mod hendes to sønner skulle begynde i landsretten. 

Nanna W. Gotfredsen, der var med til at grundlægge retshjælpsorganisationen Gadejuristen, har hidtil afvist at svare på spørgsmål om sin involvering i det opsigtsvækkende forløb. På trods af advarsler fra flere sider var hun med til at fremskaffe og lade Gadejuristen betale for et ubrugeligt bevis, der havde til hensigt at frembringe belastende oplysninger mod drabsofferet i sagen. 

Forløbet fandt sted i månederne efter, at byretten slog fast, at de to brødre havde mishandlet og dræbt deres kammerat på bestialsk vis i Nordskoven på Bornholm en juni-nat i 2020.  

Undervejs i retssagen forklarede brødrene, at deres mor havde påstået, at den dræbte skulle have udnyttet hende seksuelt.  

I forbindelse med, at moren indgav politianmeldelsen af sine børns drabsoffer fem dage før, at landsretten den 21. oktober 2021 skulle behandle ankesagen, sendte moren også anmeldelsen til Nanna W. Gotfredsen. Det viser et svar fra Bornholms Politi, der oplyser, at Moderaternes ordfører for udsatte mennesker modtog anmeldelsen på sin personlige Gadejuristen-mailadresse. 

“Anmeldelsen blev fremsendt ved mail til Bornholms Politis hovedpostkasse (sikker mail). I anmeldelsens ”cc-felt” var anført Nanna W. Godtfredsen og advokat Helle Hald. Sidstnævnte ønskede (moren, red.) som bistandsadvokat. Hun blev senere beskikket af Retten på Bornholm,” skriver politiet. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Interne dokumenter, som Radio4 er i besiddelse af, viser blandt andet, hvordan medarbejdere i Gadejuristen var uforstående over for, at Nanna W. Gotfredsen involverede sig i forløbet omkring voldtægtsanklagen mod drabsofferet i sagen fra Nordskoven på Bornholm. Grafik: Ida Kristensen

Droppede hurtigt sagen

Dermed løfter politiet nu sløret for nye detaljer om det forløb, hvor Nanna W. Gotfredsen ifølge internt materiale fra Gadejuristen trodsede flere advarsler, da hun i begyndelsen af 2021 besluttede sig for at involvere sig i voldtægtsanklagen. 

Gennem kommunikationschefen i Moderaterne, Mette Thorn, afviser Nanna Gotfredsen at svare på spørgsmål om de nye oplysninger. 

Nanna W. Gotfredsen henviser i stedet til et tidligere kortfattet svar til Radio4, hvor hun har skrevet, at “om en specifik sag skulle have været håndteret i Gadejuristen eller ej, endsige hvordan, har jeg – selvfølgelig – ingen kommentarer til”. 

Som Radio4 har beskrevet, blev Nanna W. Gotfredsen advaret om, at hendes involvering i sagen fra Bornholm ville føre til juridisk ugyldige beviser, og internt advarede medarbejdere om, at det kunne få “alvorlige konsekvenser for Gadejuristens virke.” 

I en intern mail beskriver en række nu tidligere medarbejdere i Gadejuristen, hvordan politikeren skulle have været både “aktiv” og “opsøgende i en drabssag,” selvom det ifølge medarbejderne lå “uden for kontorets virke.”  

Dagen inden landsretten indledte ankesagen, dukkede moren til de to brødre op i et interview med mediet Den Uafhængige. Her fortalte hun, at hun havde anmeldt drabsofferet for voldtægt, og at hun havde fået foretaget en hårstråsanalyse – en narkotest af håret – som hun påstod var positiv. 

“De fandt illegal amfetamin i mit hår,” påstod hun i interviewet, hvor hun fremførte det som et bevis på, at hun skulle være blevet “drugget” og voldtaget af Phillip Mbuji Johansen. 

Allerede samme dag, som moren til de to brødre valgte at fortælle offentligt om anmeldelsen, der senere spredte sig i flere medier, besluttede politiet, “at der ikke er grundlag for at indlede en efterforskning i sagen, da den anmeldte er afgået ved døden.” 

Moren klagede bagefter over afgørelsen til Statsadvokaten i København, der dog kort efter kom frem til, at man var “enig i politiets afgørelse om at indstille efterforskningen.” 

Artiklen fortsætter under billedet.

En faktura fra virksomheden Ferle stilet til Nanna W. Gotfredsen viser, hvad Gadejuristen har betalt for den hårstråsanalyse, som moren til de to drabsdømte brødre fik foretaget.

Ingen kommentarer 

Forinden havde Nanna W. Gotfredsen været dybt involveret i det forløb, der førte til, at moren fik foretaget hårstråsanalysen hos virksomheden Ferle, der blev betalt med penge fra Gadejuristen.

Firmaets hårstråsanalyser er kun godkendt til at gå tre måneder tilbage i tiden, men Nanna W. Gotfredsen bad om at få foretaget en narkotest af morens hår, der ville gå syv måneder tilbage i tiden. Det har Ferle oplyst til Radio4. 

“Vi gav klart udtryk for, at vi ikke kunne lave det som et juridisk gyldigt resultat,” har Christel Christensen, der er leder af Ferles Klinik for Rusmiddeltestning, sagt.

Hun kaldte det i samme omgang “forkasteligt,” hvis prøven er blevet misbrugt.

Ifølge politiet var hårstråsanalysen ikke medsendt morens politianmeldelsen “og i øvrigt ikke omtalt i anmeldelsen.” 

Helle Hald, der var bistandsadvokat for moren i sagen, oplyser, at hun ikke kan udtale sig om forløbet uden sin klients samtykke. Radio4 har uden held forsøgt at få en kommentar fra moren til de to drabsdømte brødre.

Har du et tip til en historie, som Radio4 bør undersøge? Så kan du kontakte Radio4’s undersøgende redaktion på tip@radio4.dk. Du kan også kontakte journalisterne bag artiklen direkte og fortroligt via sikker mail her: thbodker@proton.me

Læs også: Medarbejderne undrede sig: Moderaterne-ordfører får kritik for opsigtsvækkende indkøb 

Læs også: Moderaterne-profil blev tre år i træk advaret om risiko for misbrug af Gadejuristens penge 

Læs også: Minister trækkes ind i Tuktuk-sag: “Vi synes, at det er ret alvorligt” 

Læs også: Interne mails: Moderaterne-profil trodsede advarsler om at blande sig i voldtægtsanklage mod drabsoffer 

NaN:NaN
NaN:NaN